Home » News » Voksne i behandling for ADHD får bedre livskvalitet
ADHD

Voksne i behandling for ADHD får bedre livskvalitet

behandling for ADHD
behandling for ADHD
Foto: Gettyimages

I løbet af de sidste 10 år har udviklingen og forståelsen af ADHD hos både børn og voksne gjort, at flere voksne i dag bliver diagnosticeret og behandlet for ADHD, end hvad tilfældet var førhen. 

Skrevet af Christina Ledertoug

Ifølge speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri, ph.d, seniorforsker Søren Dalsgaard ved Center for Registerforskning, Aarhus Universitet, skyldes det blandt andet, at man er blevet mere opmærksom på, at nogen børn fortsætter med at have ADHD ind i voksenalderen. Og at en del af dem ikke er blevet undersøgt og fået en diagnose, da de var børn og unge.

“Som følge af, at man for 15 år siden diagnosticerede meget få børn. Oplever vi, at der er et efterslæb af voksne med ubehandlet ADHD, som man de sidste år har været i gang med at udrede,” siger Søren Dalsgaard.

En del voksne bliver også opmærksomme på, at de kan have ADHD i forbindelse med, at deres børn udredes. Det skyldes, at ADHD er en arvelig tilstand, hvor generne har stor betydning.

Behandling har væsentlig indvirkning på voksne med ADHD

Voksne med en ubehandlet ADHD vil i mange tilfælde opleve mange af de samme symptomer som hos børn.

Men især planlægningsvanskeligheder viser sig ofte tydeligt i voksenalderen, fordi kravene til at man selv skal kunne planlægge vokser, jo ældre man bliver.

“Vi ser også, at mange voksne med ADHD har svært ved at holde fast i rutiner, spise og sove til faste tidspunkter. Lige som de kan have store problemer ved at holde fast i job, få færdiggjort uddannelse, holde sig ude af misbrug af rusmidler og kriminalitet,” siger Søren Dalsgaard.

Voksne med en ubehandlet ADHD har derfor haft stor gavn af at blive diagnosticeret, fordi behandlingen har en væsentlig betydning for, hvor godt man fungerer på en arbejdsplads og hjemme hos familien.

Vejledning, kognitiv terapi og medicin

Selve behandlingspakken for voksne med ADHD består af vejledning, kognitiv terapi og medicin, hvilket ser ud til at have rigtig god effekt hos voksne, som samtidig også bliver mindre hyperaktive og mindre impulsive, forklarer Søren Dalsgaard.

“Folk med en ubehandlet ADHD kører ofte hurtigere, har dårligere reaktionsevne, tager generelt flere chancer i trafikken og begår ofte mere kriminalitet. Men får man medicin for sin ADHD, fungerer man bedre og nedsætter risikoen for alvorlige trafikuheld samt risikoen for at begå kriminalitet,” siger han.

Voksne med ADHD bliver primært udredt hos en privatpraktiserende psykiater, der laver sin egen undersøgelse og behandlingsforløb.

Mens de, der har en sværere ADHD med mange ledsagesymptomer, som angst og depression, udadreagerende adfærd og misbrug af rusmidler, oftest kommer til udredning på en voksenpsykiatrisk afdeling.

Næste artikel