Home » Astma og Allergi » Derfor er det dumt ikke at få din eller dit barns allergi afklaret
Pollenallergi

Derfor er det dumt ikke at få din eller dit barns allergi afklaret

Lille pige plaget af høfeber
Lille pige plaget af høfeber
Foto: Getty Imagea

Sommerhalvåret er ikke kun sol, varme og leg i naturen. For tusindvis af danskere er dele af sommeren højsæson for den trælse pollenallergi, der dræner energien og klør i øjnene.

Mange tusinde danskere finder sig i nyse-anfald og kløende øjne i sommerhalvåret uden at gå i behandling for deres pollenallergi. Og det er en skam, for behandlingen er så nem, siger speciallæge i pædiatri og allergi Hans Peter Jacobsen fra Børne- og allergiklinikken i Roskilde.

Høfeber kan gøre dig sløv og træt

“Ved en pollenallergi overreagerer kroppen på de pollen, der er i luften. Cellerne frigiver histamin, som bl.a. irriterer slimhinderne. Behandlingen er meget lige til, nemlig anti-histaminer, der stopper den allergiske reaktion,” siger han. Udover kløe og nysen er symptomerne på pollenallergi utilpashed, hoste, og træthed. Har du astma, kan din allergi fremkalde astma-anfald.

Kend din allergi

De mange gener giver al mulig grund til at få afklaret, om det er pollenallergi, der er på spil, så man kan komme af med plagen. En test hos den praktiserende læge eller speciallæge, kan afsløre hvilke pollen, der skaber problemerne. Den viden kan også bruges til at holde øje med, hvornår i løbet af sommerhalvåret man bør være ekstra opmærksom. “Det skifter hen over sommersæsonen, hvornår de forskellige typer pollen fra birk, hassel, græs osv., topper. Ved at holde øje med pollentallene kan man på forhånd vide, hvornår man skal undgå ture i skoven eller solbadning i græsset,” siger Hans Peter Jacobsen.

Ubehandlet allergi kan føre til astma

Ubehandlet eller fejlbehandlet allergi kan udvikle sig til allergisk astma. Denne kroniske inflammation i dine luftveje kan betyde behov for astmamedicin. Astma giver længerevarende hoste f.eks. om natten og hyppigere astmaanfald. En diagnose og korrekt behandling af din allergi er derfor afgørende. Du skal være ekstra opmærksom, hvis din allergimedicin ikke lindrer symptomerne på allergi, eller du er nødsaget til at øge dosen. Samtidig vil din vejrtræning påvirkes stadig værre, hvis du er ved at udvikle allergisk astma.

Vaccine kan fjerne symptomer

Er man meget plaget, anbefaler Hans Peter Jacobsen, at man taler med sin læge om at blive vaccineret for sin allergi. “Indsprøjtningerne gøre kroppen mindre følsom over for det allergen, der skaber problemerne. De fleste kan blive næsten helt symptomfri,” siger han. Allergivaccination er ikke det samme som binyrebarkhormon, som nogle får mod deres symptomer. “Binyrebark-injektion varer en måned til halvanden, men det er ikke godt for hverken immunforsvaret eller den muskel, det bliver sprøjtet ind i. Det bør ikke være førstevalget, når man vil bekæmpe allergi-symptomerne, og slet ikke til børn,” siger han.

.

Næste artikel