Home » Astma og Allergi » Madgudinden: Vær opmærksom på dette i den gluten- og mælkefri verden
Madgudinden

Madgudinden: Vær opmærksom på dette i den gluten- og mælkefri verden

glutenfrie boller med marmelade
glutenfrie boller med marmelade
Foto: Madgudinden
avatar

Karina Villumsen

Forfatter og ejer af bloggen Madgudinden

Jeg fandt ud af, at jeg var mælkeallergiker i 2007. Det tog mig et godt stykke tid at finde ud af, hvordan jeg skulle lave maden og hvordan jeg skulle gebærde mig i dagligdagen. Jeg deler nedenfor noget af det, jeg har lært og giver dig nogle gode råd med på vejen.

Noget af det, man skal være opmærksom på i den glutenfri og mælkefri verden, er, at færdigfremstillede produkter, glutenfrit brød og mælkefri drikke ikke indeholder særlig meget næring eller fibre.

De fleste glutenfri brød og boller, man kan finde i supermarkederne på specialhylderne eller i frysemontren, er lavet af hvede- eller majsstivelse, hvilket giver et ustabilt blodsukker, når man spiser dem.

De er tørre og kedelige, når de tages ud ad poserne og skal altid lige bages eller ristes, inden de spises. Brød af stivelse er ikke brød eller ordentlig mad eller næring for kroppen. Det er ren glukose og energi, som kroppen forbruger og lagrer som sådan.

Det giver ingen mening af spise forarbejdede og færdigfremstillede glutenfri brød og boller, medmindre man vælger brød og boller med masser af kerner og fibre i og uden en masse tilsætningsstoffer og e-numre. Sådanne kan findes i helsekostbutikker og udvalgte supermarkeder, hvor der er tænkt på rene råvarer og ingen tilsætningsstoffer.

Kosttilskud, vitaminer og mineraler til glutenfri og mælkefri diæt

For at få nok næringsstoffer, fibre, proteiner, sundt fedt, vitaminer og mineraler kan det være en idé at tage kosttilskud og letoptagelige vitaminer og mineraler, såsom kalk og magnesium, så man ikke føler, man kommer til at mangle kalk, når man tager mælken ud af kosten.

Grønne grøntsager, nødder, kerner og frø kan dække behovet for kalk og endda på en mere letoptagelig måde end mælk. 4 dl mandler, 1 dl sesamfrø eller ½ dl birkes svarer til kalken i en halv liter mælk, samt giver en hel masse andre vigtige mineraler og vitaminer.

Spørg efter letoptagelige vitamin- og mineralprodukter i helsekostbutikker, på apoteket eller i Matas. Hvis du har cøliaki, er det bedst at tage kosttilskud i kapselform.

Rene og naturlige fødevarer er vigtigt

Hvis man vil spise lækkert, sundt og nærende på en glutenfri og mælkefri diæt, er det vigtigt at spise så rene og naturlige fødevarer som muligt. Det betyder, at de helst ikke skal være forarbejdet på nogen måde og ikke indeholde mærkelige tilsætningsstoffer, ord man ikke kan udtale eller e-numre.

Vælg ordentligt kød, æg fra fritgående høns, frugter, grønsager, bønner, linser, nødder, kerner og frø. Steg i smagsneutral kokosolie og hæld olivenolie over salaten. Brug fuldkornsprodukter, som fuldkornsrismel, quinoa og hirse til brødbagning, samt tilsæt fibre, såsom loppefrøskaller, hørfrø og chiafrø i bagværk. På den måde får man vitaminer, mineraler, fibre til maven, sundt fedt og proteiner i sin kost og forhåbentlig med mere energi og overskud til følge.

Sådan spiser du glutenfri og mælkefri ude i byen

Når man skal ud at spise, er der visse retter, som altid vil indeholde gluten. Det kan være pizza, burger, pastaretter og sandwich, da disse retter er lavet af brød/pasta, der indeholder gluten. Flere og flere restauranter og caféer tilbyder dog efterhånden disse retter glutenfri, dog oftest med hvedestivelse og mælk. Hvis du kender din by godt, kan du være heldig at finde sådanne steder. På andre restauranter vil der tit være brød som tilbehør, hvilket man nemt kan vælge fra.

Det, der kan være svært at gennemskue, er de skjulte gluten- og mælkeprodukter i f.eks. dressinger, saucer, remoulade, mayonnaise, panering, sojasauce m.fl. Derfor er det vigtigt at spørge personalet, om retten indeholder gluten eller mælk. Man kan altid ringe på forhånd og spørge restauranten/caféen/hotellet, om de har glutenfrie retter, eller om det er muligt at ændre på en ret for at undgå gluten. Personalet vil også være forstående for, at du tager dit eget glutenfrie brød med, hvis de ikke kan tilbyde det. Heldigvis er flere steder opmærksomme på gluten og har f.eks. dagens varme ret uden gluten og mælk og serverer glutenfri kage mm.

Om Madgudinden

Karina Villumsen oplevede i 2008 symptomer på mejeriprodukter, mens hun i en periode havde taget dem ud af sin kost og tilføjede dem igen efter 3 måneder. Hun har siden da gjort det til sin mission at udbedre kendskabet til mælkeallergi og mælkeproblemer. Hun begyndte sin blog www.madgudinden.dk i 2011, da hun manglede et sted at gøre af alle sine opskrifter og tanker omkring mejeriprodukter. Hendes hjemmeside er i dag velbesøgt og udover mælkefri opskrifter gør hun sig også i glutenfri og sukkerfri opskrifter

Next article