Home » Astma og Allergi » Omega 3-fedtsyrer til gravide kan forebygge børneastma
Graviditet

Omega 3-fedtsyrer til gravide kan forebygge børneastma

Omega-3 fedtsyre forebygger børneastma
Omega-3 fedtsyre forebygger børneastma
Foto: Gettyimages

Hvert tredje børneastmatilfælde kan undgås, hvis moderen har indtaget omega 3-fedtsyrer de sidste tre måneder af graviditeten.

Sådan lyder et af de banebrydende resultater fra et studie, ledet af Hans Bisgaard, professor i børnesygdomme ved Københavns Universitet og leder af Dansk BørneAstma Center.

Studiet blev i december 2016 publiceret i det anerkendte sundhedsvidenskabelige tidsskrift New England Journal of Medicine. ”Med denne forskning har vi brudt koden og her er tale om et klart højdepunkt i mine 35 år som børneastmaforsker.

Børneastma er den hyppigste kroniske sygdom blandt børn, den hyppigste årsag til at børn bliver indlagt og den hyppigste årsag til, at de får medicin og går til læge. Hvis vi gennem forebyggelse kan reducere børns risiko for at få astma, er det meget stort.”

Større børn ved fødslen

Forsøget har kørt i godt ti år. 736 gravide kvinder og 695 børn har deltaget. De er blevet fulgt og målt løbende for at finde mulige årsager til og forebyggelse mod astma og andre sygdomme. Halvdelen af kvinderne fik omega 3-fedtsyrer fra håndkøb – den anden halvdel fik placebo i form af olivenolie.

Den daglige dosis lå på 4.000 milligram, hvilket er ti gange større end det typiske daglige indtag. Studiet viste desuden, at omega 3-fedtsyrerne havde en effekt på graviditetslængden. Den blev forøget med to en halv dag, og de nyfødte børn var i gennemsnit 100 gram større.

Særlig kvindegruppe har ekstra gavn

Hans Bisgaard fremhæver samtidig et andet væsentligt resultat af forsøget. ”Ved studiets begyndelse målte vi niveauet af omega 3-fedtsyrer i de gravide kvinders blod og sammenholdte oplysningerne med kvindernes genetiske profil.

Målingerne viser ganske tydeligt, at en særlig gruppe kvinder har ekstra gavn af omega 3-fedtsyrer. Det drejer sig om de kvinder, der i det daglige spiser mindst fisk og som har, hvad jeg vil kalde et ‘uheldigt’ gen, der gør det sværere at omsætte omega 3-fedtsyrer i kroppen. Effekten på astmaforebyggelse for den gruppe er på over 50 procent i forhold til de kvinder, der fik placebo.”

Flere positive effekter

Dét, omega 3-fedtsyrerne bl.a. gør, er at gå ind og erstatte og konkurrere med de dårlige fedtsyrer, som vi har flest af. Omega-3 fedtsyrerne er de gode fedtsyrer. De producerer ikke betændelse. ”Der er store perspektiver i studiets resultater.

Astma er én i rækken af kroniske betændelsessygdomme. Jeg er overbevist om, at omega 3-fedtsyrer også vil have en effekt på f.eks. børnegigt og forskellige tarmsygdomme. Desuden kan vi konkludere, at omega 3-fedtsyrer har en effekt på især drengebørns kognitive udvikling.”

Næste artikel