Home » Kampen mod kræft » En drejebog for arv og testamente giver ro og overblik
Arv

En drejebog for arv og testamente giver ro og overblik

drejebog for arv og testamente
drejebog for arv og testamente
Foto: Unsplash

En nænsom vurdering af mulighederne for arv og testamente skaber tryghed både for den livstruende syge og de pårørende.

Skrevet af Jesper Henning Pedersen

Kan min ægtefælle blive boende i huset, når jeg ikke er der mere? Hvad sker der med min pension? Hvordan skiftes boet bedst, hvis jeg er gift og har særbørn, eller vi har særeje eller er ugifte samlevende? Hvis jeg er selvstændig, hvad skal der så ske med min virksomhed? Hvordan sikrer jeg – selv om mine børn ikke er på talefod – at boet behandles på en fornuftig og værdig måde?

For den syge midt i et sygdomsforløb og de pårørende som ens børn og ægtefælle er der mange spørgsmål og megen tvivl. Hvis man f.eks. har kræft kan det være en god idé at få undersøgt mulighederne for, hvad der skal ske med ens værdier og arv, hvis det værste tænkelige skulle indtræffe.

”Der er mange spørgsmål, det kan være svært selv at få overblik over og finde svar på. Hvad der skal ske, er det rigtig fornuftigt at få kigget på, mens man stadig selv er her – det giver ro og overblik både for en selv og de nærmeste pårørende,” siger Birgit Jordan, autoriseret bobestyrer og formand i foreningen Danske Arveretsadvokater. Hun nævner som eksempel en fraskilt familie, hvor moren med kræft bor med parrets små børn, og hvor det i god tid kan undersøges, om faren eventuelt kan og vil overtage huset, så børnene kan blive i vante omgivelser og fortsætte i samme skole.

Vejledning i arv med ekspertviden

Det kan være nyttigt at søge hjælp til de komplicerede emner: Hvordan er arvereglerne? Hvad er tvangsarv? Opret testamente – har jeg brug for det? Hvordan sikrer jeg, at mine nærmeste har en god viden om, hvordan mit bo skal skiftes? Det skaber uro og bekymring hos de efterladte, når man ikke kender skiftereglerne, og et boskifte efter et dødsfald pga. en alvorlig sygdom som kræft, kan gøre det meget svært også at skulle igennem den proces. Her kan en drejebog med muligheder og beslutninger være en stor hjælp.

Det er en helt særlig situation, hvis man er erhvervsdrivende med egen virksomhed. For hvad sker der med en virksomhed efter dødsfald? Hvordan bliver den solgt bedst muligt eller evt. skiftet til næste generation? 

I sager med enlige med mindreårige børn, hvor det er børnene, der arver, kræver loven sikkerhed for, at både børnenes arv og tarv optimeres.

”For selvstændige virksomheder er der mange arveretlige og skiftetekniske spørgsmål, som finansielle rådgivere ofte ikke bare lige kan svare på,” påpeger Birgit Jordan. Så også som selvstændig er der råd og vejledning at få hos en arveretsadvokat for at finde den bedste løsningsmodel i samspil med virksomhedens faste rådgivere.

 I arvesager, der involverer mindre børn, har Danske Arveretsadvokater også en særlig ekspertise.

”I sager med enlige med mindreårige børn, hvor det er børnene, der arver, kræver loven sikkerhed for, at både børnenes arv og tarv optimeres. Vi i Danske Arveretsadvokater er specialister i disse regler og er vant til at håndtere de krav, som stilles af de offentlige myndigheder, bl.a. Statsforvaltningen,” siger Birgit Jordan.

For at foregribe tingene og få det nødvendige overblik, anbefales det at komme til et orienteringsmøde med en arveretsadvokat og få råd og vejledning. Advokaten skal inden mødet give oplysninger om prisen for et sådant møde.

Næste artikel