Kræftoverlevelsen er bedret markant over de seneste 10 år og antallet af danskere, der lever med kræft er støt stigende. Det er glædeligt, og skyldes blandt andet nye mere effektive behandlinger og tidlig opsporing af kræft.
Vi ser ind i en fremtid med en væsentlig stigning i antal patienter med kræft – ca. 30 % over de næste 20 år – hvilket primært skyldes stigningen i antallet af ældre i Danmark. Som kræftlæger ønsker vi at tilbyde alle vores patienter den bedste behandling med færrest bivirkninger og den bedste overlevelse. Det kræver hænder (sundhedsfagligt personale) at give behandlingerne, evaluere effekten, håndtere bivirkninger/senfølger og iværksætte tidlig/sen palliation (lindring) – samt økonomi til at betale for de nyeste ofte både dyre og komplekse behandlinger. Hvordan får vi ligningen til at gå op? Det er en af de helt store udfordringer, som sundhedsvæsenet, inklusive kræftområdet, står overfor. Nogle af udfordringerne i et tiltagende presset sundhedsvæsen har vist sig i bl.a. ”Århus sagen” og politikerne har tilført kræftområdet en ”akut-pakke” på 400 millioner kroner om året i 2023 og 2024, samt indledt Kræftplan 5 på 600 millioner kroner, med det mål at ”fremtidssikre” kræftområdet. Det dækker desværre langt fra de ressourcer, der skal bruges, hvis vi skal opretholde standarden på kræftområdet.
Malene Støchkel Frank
• Formand for Dansk Selskab for Klinisk Onkologi
• Overlæge, Klinisk Forskningslektor
• Klinisk Onkologisk Afdeling og Palliative Enheder, Sjællands Universitetshospital
• Institut for Klinisk Medicin, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet
Et af de vigtigste redskaber
Prioritering er et helt nødvendigt tiltag, hvor vi som kræftlæger og sundhedsprofessionelle har en vigtig stemme. Prioriteringen bør baseres på evidens og sundhedsdata, så vi gør mere af alt det, der gavner patienterne og undlader det unødvendige. I en travl klinisk hverdag kan det være svært at få øje på alt det unødvendige – alt det, der kan undlades. Men en OECD rapport har vist, at 20 % af det, der foregår i sundhedsvæsenet internationalt set i bedste fald er spild, og i værste fald direkte skadeligt for patienterne. Den kliniknære forskning – den forskning, der foregår nær patienterne og inddrager patienterne – er et af de vigtigste redskaber til at undersøge nye idéer og processer, der kan føre til forandringer og optimerede arbejdsgange i hverdagen. Derfor er forskning en del af den langsigtede løsning i forhold til ressource-besparelser i sundhedsvæsenet.
Besparende for sundhedsvæsenets ressourcer
Dette gælder også forskning i den store mængde af unikke sundhedsdata, som findes i Danmark, hvori der f.eks. kan findes forklaringer på, hvorfor nogle patienter med kræft har rigtig god effekt af en behandling, mens andre kun oplever bivirkninger. Men også forklaringer på, hvorfor nogle patienter har stor risiko for tilbagefald af kræft og derfor skal følges tæt med eksempelvis hyppige scanninger, mens andre ikke har brug for så tæt opfølgning. Det kan være besparende både for sundhedsvæsenets og patientens ressourcer. Det kræver let adgang til sundhedsdata og fleksibilitet, når data skal deles nationalt – for kun sammen opnår vi den bedste viden og dermed de mest optimale forløb for vores patienter.
Kræver hænder – mange hænder
Individualisering er vejen til optimering af patienternes kræftforløb – og det handler ikke kun om den mest effektive behandling, men også om personlig/individualiseret opfølgning, behandlingsmonitorering, rehabilitering og i sidste ende lindring. Udover viden fra sundhedsdata og forskning er vi også nødt til at inddrage patienternes perspektiver, tanker og forventninger til kræftforløbet, så vi sammen beslutter, hvad det ”gode” kræftforløb er for den enkelte patient. Her er det også væsentligt at kunne erkende hvilke patienter, der har brug for ekstra støtte for at kunne komme bedst muligt igennem deres kræftforløb. Vi må desværre erkende at der findes ulighed i alle faser af kræftforløb – fra forekomst over diagnosticering til behandling, rehabilitering, overlevelse og efterforløb. Vi ved at kræftpatienter med kort uddannelse, lav indkomst eller som bor alene, ikke i samme grad har opnået gavn af de fremskridt, der er sket indenfor kræftområdet de seneste 10 år.
Der er derfor behov for at vi som sundhedsprofessionelle har tid og overskud til at lytte, forstå og favne hver enkelt unikke kræftpatient med den bagage, de bærer med sig. Sammen med vores specialistviden er det én af vores fornemmeste opgaver, som ikke kan løses vha. en ny algoritme, baseret på kunstig intelligens. Det kræver hænder – mange hænder – og de varmeste af slagsen.
Af Malene Støchkel Frank