Home » Kvinders helse » Knibeøvelser: Sådan træner du dig fri for inkontinens
Bækkenbund

Knibeøvelser: Sådan træner du dig fri for inkontinens

Illustration af kvinde, der ligger på gulv og laver knibeøvelser
Illustration af kvinde, der ligger på gulv og laver knibeøvelser
Foto: Getty Images
avatar

Ulla Due

Fysioterapeut med speciale i gynækologi og obstetrik, ph.d. 

Mange kan slippe af med ufrivillig vandladning med simple knibeøvelser. Og selvom det skal holdes ved lige hele livet, er dagens træning hurtigt klaret.

Inkontinens kan ofte trænes helt eller delvist væk. Det kan forbedre livskvaliteten for dem, der døjer med det. “Ved knibeøvelser træner man musklerne i bækkenbunden. Mange vil opleve færre uheld i løbet af 3 måneders tid.” Det fortæller fysioterapeut med speciale i gynækologi og obstetrik, ph.d. Ulla Due. Hun er også næstformand i Kontinensforeningen.

Hurtigt er bedre end kraftigt

Knibeøvelsen går ud på at “lukke alle åbningerne”, som Ulla Due formulerer det. ”Det er den samme bevægelse, du laver, når du skal holde på en prut. “Bevægelsen behøver ikke være særligt kraftig. ”Du skal kunne trække vejret normalt imens. Hvis du kniber for kraftigt, bliver det svært at holde knibet. Det er vigtigere, hvor hurtigt du kan knibe, og hvor længe du kan holde et knib uden at anstrenge dig,” siger hun.

Opskrift på god træning

En enkel opskrift på en effektiv træning er: 3 sæt af 10 knib med pauser imellem hvert knib, så man når at slappe af. Gerne udført én gang om dagen, og 3-5 gange om ugen. Udfør både korte og lange knib. ”Derudover er den bedste træning, at man øver sig i at knibe i hverdagen, f.eks. inden tunge løft eller host og nys.” Nogle har glæde af et træningsprogram eller en app, der guider én gennem et program. “Og hvis du synes, det er svært, så ros dig selv for, at du prøver, i stedet for at slå dig selv oven i hovedet og give helt op.”

Få hjælp hvis det er svært

Flere undersøgelser har vist, at op mod hver fjerde har en forkert teknik. Nogle presser endda i stedet for at knibe, og det kan gøre inkontinensen værre. Derfor kan det være en idé at få hjælp. “Der findes fysioterapeuter, som er specialiserede i netop bækkenbunden og underlivet, og de kan undersøge dig og finde ud af, om du gør det rigtigt. Så hvis du synes, at knibeøvelser er svært, kan du spørge din læge om en henvisning,” siger hun.

Næste artikel