Home » Mave og Tarm » Du tænker måske: ‘Man kan ikke rejse med stomi’. Tro om igen
Mave og Tarm

Du tænker måske: ‘Man kan ikke rejse med stomi’. Tro om igen

Gisela Schjøtt hos Uroindianere i Peru
Gisela Schjøtt hos Uroindianere i Peru
Gisela Schjøtt hos Uroindianere i Peru

En stomipose kan ikke stå i vejen for Gisela Schjøtt, når hun og manden køber rejser til New Zealand, Madagaskar eller Moskva. Nogle gange er det endda en fordel at rejse med stomi.

Der var kun gået et halvt år, fra Gisela Schjøtt havde fået sin stomipose, til hun rejste til udlandet for første gang efter operationen.

Året var 1992, og i en alder af 48 havde hun fået konstateret kræft i lukkemusklen. Lægerne sagde, at operation og stomi var hendes bedste chance for at overleve. Uden det kunne de højst give hende tre år mere at leve i.

“Egentlig var der ikke noget valg. Og da den søde stomi-sygeplejerske viste mig de forskellige poser, tænkte jeg: Herregud, er det bare det?” fortæller Gisela, som er medforfatter til Stomiforeningen Copas brocure, ”At rejse med stomi”.

Et uheld på 27 år

Hun affandt sig hurtigt med sin nye tilværelse og ville ikke lade stomien være en forhindring for at se verden.

“De første gange, vi rejste, irrigerede jeg (et lavement gennem stomien, red.) om morgenen, så der ikke ville komme afføring i posen i løbet af dagen. Det gav mig ro i sindet, når vi var ude på tur. Men jeg holdt hurtigt op igen, for det tager en time, så hvis jeg skulle være klar til bussen kl. 7, skulle jeg meget tidligt op. Og jeg har aldrig haft problemer med det,” siger hun.

Kun en enkelt gang, på toppen af en pyramide i Mexico i 2009, har hun oplevet, at posen løsnede sig.

“Jeg havde dårlig mave, og posen blev lidt for fuld og gik løs. Det var ikke sjovt, og siden da har jeg altid haft tømbare poser med, til hvis det skulle ske igen. Men det er det selvfølgelig ikke,” siger Gisela.

Nogle ting er nemmere med stomi

Hun og manden har været på luksus campingtur i New Zealand, på togrejse fra Beijing til Moskva og endda boet i en primitiv hytte i en landsby i det centralasiatiske land Tadsjikistan.

“Det var kun 5 grader udenfor, og toilettet var et skur med et hul i jorden og et bræt til at stå på. Der var det faktisk nemmere for mig end for min mand,” siger hun.

Sammen har de også rejst til bl.a. Madagaskar, Peru, Ecuador og Galapagos. Lange flyture og ukendte forhold påvirker ikke Gisela Schjøtt.

“Jeg har mine poser og renseservietter med mig, og hvis jeg ikke lige kan smide det ud, pakker jeg det ind i mine egne skraldeposer og smider det ud, når jeg kommer i nærheden af en skraldespand,” siger hun og tilføjer, at hun altid har sine ekstra poser med i håndbaggagen, så hun ikke risikerer at miste det, hvis kufferten skulle ryge forkert.

Ikke bange for ny mad

Uanset hvor de er i verden, spiser Gisela og hendes mand gerne det, der bliver serveret. Også selvom de ved, at de risikerer diarre af de fremmede bakterietyper.

“Vi har prøvet at spise et sted, hvor kattene stod for opvasken, og der fik vi alle lidt løs mave dagen efter. Men det var egentlig ikke noget problem for mig, for jeg havde rigeligt med poser med. De andre turde ikke bevæge sig for langt væk fra toilettet, men det skulle jeg ikke bekymre mig om,” siger hun.

Snorkling og svømmeture

Hun kan godt lide at bade og snorkle, når hun rejser. Og hun har lært, at en ekstra pose er en god ide efter en længere tur i vandet.

“Ligesom når man sveder, kan klæberen ikke så godt sidde fast, hvis man er længe i vandet. Og så skal posen lige skiftes, så den ikke går løs.”

For Gisela Schjøtt er de ekstra pakkenelliker en lav pris at betale for de mange oplevelser.

“Selvfølgelig slæber jeg rundt med lidt mere i tasken, men det gør, at jeg kan slappe af, og at jeg kan leve mit liv, som jeg vil,” siger hun.


Next article