Over flere år voksede Jan Møller Larsens krop sig langsomt større på grund af en hjernetumor. Den blev ikke opdaget, før han efter en TV-optræden blev kontaktet af adskillige læger.
DR1 viste i januar sidste år en dokumentar, der handlede om en ung dansk kvinde, som var konverteret til islam, og hvordan det havde påvirket hendes forhold til sin far. Faren hedder Jan Møller Larsen, og dokumentaren satte en bølge af begivenheder i gang, der hastigt omvæltede hans verden. Efter dokumentaren og en efterfølgende optræden i Aftenshowet modtog Jan Møller Larsen nemlig en række bekymrede henvendelser. De havde intet med programmets indhold at gøre, men kom fra læger, der havde set programmet og mistænkte, at han led af den meget sjældne sygdom akromegali. Sygdommen skyldes en væksthormonproducerende svulst i hjernen, der blandt andet fører til, at knogler og organer langsomt vokser sig større og større, selvom man for længst er ude af voksealderen. Kun godt 20 personer diagnosticeres årligt i Danmark.
Et overraskende opkald
Én læge ringede til Jan Møller Larsen og stillede en række spørgsmål. ”Han spurgte, om jeg stadig bar min vielsesring. Jeg fortalte, at den måtte jeg klippe af for mange år siden. Han spurgte, om mine fødder var vokset, og jeg måtte fortælle, at min skostørrelse er steget fra 43 til 47. Og han spurgte, om min stemme var blevet dybere. Det er den,” siger han. Sådan fortsatte det, og Jan Møller Larsen kunne svare bekræftende på alle lægens spørgsmål. ”Jeg fik tilsendt en masse links og satte mig til at undersøge sygdommen, og jeg kunne jo nikke genkendende til symptomerne. Det var meget overraskende,” siger han.
Små forandringer over mange år
Den 51-årige bankmands krop havde ganske rigtig vokset sig større de sidste 10-15 år, men det var ikke noget, han tænkte så meget over. ”Jeg oplevede nogle forandringer i løbet af årene. For eksempel var jeg begyndt at snorke og svede mere, og mine sko klemte. Jeg gik til lægen i sin tid og fik taget blodprøver, og det blev konstateret, at jeg havde tendens til forhøjet blodtryk. Den egentlig årsag blev aldrig opdaget,” siger Jan Møller Larsen. Han fortæller også, at han indimellem blev udsat for kærlige drillerier fra kollegaer og venner, der påtalte hans dybe stemme og store fødder og hænder, men at der skulle være tale om en sjælden sygdom, faldt ham aldrig ind.
Tumor på størrelse med en bordtennisbold
Efter lægernes henvendelser blev Jan Møller Larsen henvist til Rigshospitalet, der i første omgang tog blodprøver for at undersøge niveauet af væksthormoner. Det var 10 gange højere, end det burde være. Derefter blev han sendt i en hjernescanner, som bekræftede, at akromegali var årsag til symptomerne. Scanningen viste, at en tumor på størrelse med en bordtennisbold havde vokset sig så stor, at den havde fået kontakt til vitale blodkar, og den var ikke mange millimeter fra at ramme synsnerven. Der var ikke andet at gøre end at forsøge at operere tumoren ud, og den 8. maj 2017 kom Jan Møller Larsen under kniven. Operationen var vellykket, men kirurgen kunne ikke sige, om han fik fjernet det hele. Det skal efterfølgende prøver vise.
Katastrofen afværget
Kirurgen mente også, at det kunne være endt fatalt, hvis ikke tumoren var blevet opdaget inden for de næste fem år. Sygdommen øger nemlig risikoen for en hel masse følgesygdomme, herunder hjerte-kar-sygdomme og kræft. Jan Møller Larsen er derfor taknemmelig for, at lægerne tog kontakt til ham og advarede ham om sygdommen. ”Jeg kendte slet ikke til akromegali, og da udviklingen går så langsomt over mange år, er der helt sikkert flere som mig, der har sygdommen uden at vide det. Efter at jeg er stået frem med fortællingen, har jeg fået mails fra folk, der har opdaget sygdommen. Det er dejligt at vide, at min historie kan hjælpe andre,” siger Jan Møller Larsen.
Sig til andre, hvis de ændrer udseeende
Han opfordrer andre til at sige det, hvis de mistænker, at en bekendt lider af sygdommen. Efter han selv fik diagnosen blev han opmærksom på, at der måske var flere af hans bekendte, der havde bemærket hans ændrede udseende uden at sige det til ham. ”En kollega, som jeg også har arbejdet med for mange år, kunne ikke genkende mig, da hun så mig igen, men hun sagde ikke noget. Det er nok meget dansk, at vi ikke fortæller sådan noget, fordi vi er bange for at træde nogen over tæerne. Jeg vil opfordre til, at man gør det alligevel, for det kan altså redde liv,” siger Jan Møller Larsen.