Home » Usynlig Syg » Afhængig af Hash: ”Uden hjælp, ville jeg være et mørkt sted i dag”
ADHD

Afhængig af Hash: ”Uden hjælp, ville jeg være et mørkt sted i dag”

For fem år siden var Anna afhængig af hash og kæmpede samtidig med psykiatriske lidelser. I dag lever hun et godt og almindeligt liv, men hun måtte ud på omveje, før hun fik den rette behandling for sin dobbeltdiagnose.

God og kærlig. Sådan beskriver 29-årige Anna sin barndom og opvækst på landet i Nordvestsjælland. Men så langt tilbage, hun kan huske, har hun haft det dårligt. Anna tog sin usikkerhed, sin utilpashed ved sociale sammenhænge og sin tendens til at overtænke alting med ind i teenagelivet. Her opdagede hun rusmidlet hash.

”Hashen gav mig et tilhørsforhold. Det var sejt at ryge i smug og sjovt at fnise af det i skolen sammen med de andre. Med tiden gik jeg fra at ryge hash til fester til at ryge joints på daglig basis. Jeg har også taget ecstasy, kokain og andre gængse stoffer,” fortæller Anna.

Da hendes misbrug var værst, boede hun sammen med en kæreste, der også røg hash, og de levede i det, Anna kalder en normaltilstand.

”Vi røg joints om aftenen, og det gjorde mig mindre ustabil i min indre verden, så jeg kunne håndtere min hverdag. Men på et tidspunkt, da jeg dårligt nok kunne stå ud af sengen eller trække vejret, indså jeg, at jeg måtte gøre noget.”

Anna tog til læge, som udskrev antidepressiv medicin og satte hende i forbindelse med en ældre psykiater, som den unge Anna ikke kunne identificere sig med og kun så én gang. Medicinen lagde en dæmper på Annas sensitive og indadvendte sider og gav hende fornyet overskud til at se vennerne. Og til at feste, drikke og ryge hash.

”Lykkepillerne forlængede faktisk kun den periode, hvor jeg havde det dårligt,” fortæller Anna.

Endelig stoffri

Da da det gik op for Anna, at hun ville få svært ved at passe den videregående uddannelse, hun var kommet ind på som 23-årig, gik hun igen til læge. Lægen sendte hende til en ny psykiater.

”Efter halvanden time med spørgsmål, gik jeg derfra med klistermærkerne: depression, angst og personlighedsforstyrrelsen borderline. Og med beskeden om, at jeg kunne komme tilbage, når jeg havde været clean i tre måneder. Så tog jeg direkte på Christiania, tændte en kæmpe joint og satte mig ned til søen og græd. Jeg var åbenbart syg i hovedet. Men jeg fik hverken hjælp til at blive stoffri eller rask.”

Anna fortsatte sit hashmisbrug. Hun blev mere ustabil i forhold til sin uddannelse og sit job, og hun begyndte med egne ord at lyve og snyde alt og alle. Det var først, da hun gik til en ny læge i det, hun kalder en rig kommune, der begyndte at ske noget.

Lægen satte Anna i forbindelse med en misbrugskonsulent og gennem socialpsykiatrien og Stofrådgivningen i København, fik hun omfattende og helhedsorienteret hjælp til at blive stoffri. I flere år var hun tilknyttet en psykolog, gik til samtaleterapi og en socialrådgiver hjalp hende med at få styr på den gæld, hun havde oparbejdet. Anna fik også hjælp til at søge orlov fra sin uddannelse og økonomisk hjælp med transporten til og fra de forskellige hjælpeinstanser.

Ny diagnose gjorde en forskel

Anna fik også en ny diagnosen – ADHD. Og det gjorde en positiv forskel for hende:

”ADHD-diagnosen lærte mig at forstå, hvorfor jeg har tendens til at overtænke alting, og hvorfor jeg kan blive usædvanlig træt i nogle situationer. Jeg lærte at tackle alle mine følelser og tilstande, og jeg fandt styrken til at blive stoffri, så jeg kunne begynde at leve et normalt liv. Jeg følte mig endelig mødt og hørt.”

ADHD-diagnosen kan måske også forklare, hvorfor Anna tidligere havde tegn på angst, depression og personlighedsforstyrrelse.

Hvad betyder dine diagnoser for dig i dag?

”Jeg er, som jeg er. Og så er det lige meget, om det hedder a, b eller c, eller hvor mange ord og begreber, der hæftes på. Dobbeltdiagnosen betyder ikke noget i sig selv, men den betød, at det tog lang tid, før jeg fik den rigtige behandling. Og dobbeltdiagnosen har betydet, at jeg bedre forstår, hvorfor jeg har skullet kæmpe så meget. Og hvorfor jeg indimellem stadig føler trang til at bedøve mig, komme væk. På sådan en dårlig dag, går jeg i seng. Det er slut med hash.”

Anna tør ikke tænke for meget på, hvor hun ville være i dag, hvis hun ikke havde fået hjælp. Men hun er sikker på, det ville været et mørkt sted. Derfor opfordrer hun unge, der har det svært til at række ud efter hjælp. Det kan være til en fagperson eller et familiemedlem, de er trygge ved. Til bekymrede og måske frustrerede pårørende, lyder Annas råd: Bliv ved. Hjælpen er måske ikke samlet ét sted, men den findes! 

Anna er et opdigtet navn, da hun ønsker at være anonym. Redaktionen kender ”Annas” rigtige navn.

Next article