Home » Usynlig Syg » Mohammed har boet på et opholdssted: ”Jeg fik ro på og blev taget alvorligt”
Opholdssteder

Mohammed har boet på et opholdssted: ”Jeg fik ro på og blev taget alvorligt”

Mohammed Idris
Mohammed Idris
Mohammed Idris

24-årige Mohammed Idris har kun gode ting at sige om det socialpædagogiske opholdssted, han boede på for to år siden. Især de hjemlige rammer og de engagerede pædagoger gjorde en stor forskel for ham – og det gør de på sin vis stadig.

Mohammed Idris har egentlig ikke tid til at give interview. Han står over for en vigtig eksamen og skal snart flytte for sig selv i en ny lejlighed. Alligevel finder han tid til at fortælle sin historie. En historie, han kalder ”lyserød” sammenlignet med sine gamle venners historier – og sammenlignet med den historie, vi formentlig ville skrive om ham i dag, hvis han ikke havde fået den rigtige hjælp i tide.

Hjemlige rammer gav ro

Da Mohammed var 14 år, blev han anbragt på en kommunal døgninstitution i en forstad vest for København. Her boede han, indtil han fyldte 18 år og flyttede på et selvejende socialpædagogisk opholdssted på Fyn. Mohammed husker tydeligt sit første indtryk af stedet:

”Det lignede ikke en steril institution. Det var meget hjemligt. Køkkenknivene var ikke låst fast, og der var fri adgang til køkkenet. Hvis jeg ville, kunne jeg stå op om natten og tage mad. Der var ingen lange gange med døre ind til en masse værelser,” fortæller Mohammed og fortsætter:

”Vi var maks. fem unge af gangen. Pædagogerne var glade for deres arbejde, og de betragtede mig ikke som en værre en. De var åbne og imødekommende. Jeg blev faktisk inviteret hjem til flere af pædagogerne. Jeg havde aldrig forestillet mig, at det ville kunne ske. Vi var næsten som en familie på opholdsstedet.”
Mohammed boede på opholdsstedet i fire år.

Hvordan ændrede du dig under opholdet?
”Jeg fik ro på til at finde mig selv og finde ud af, hvad jeg ville. Det vigtigste, jeg lærte, var nok at kunne tage imod hjælp. Det har jeg ikke været vant til, for i min kultur skal man kunne klare sig selv. Sådan er det bare.”

Fik støtte til sin hobby

Mohammed er vokset op i en lejlighed sammen med sin far og stedmor, der er flygtninge fra Ethiopien, og fem søskende. Mohammed har et kærligt forhold til sin familie, men den gav ham ikke den støtte, han havde brug for. Derfor var det blandt andet svært for ham at passe sin skole, fortæller han:

”Jeg havde krudt bagi og var nok ikke noget nemt barn. På opholdsstedet på Fyn, fik jeg hjælp til at komme op om morgenen og nå mit tog, så jeg kunne passe en HF-uddannelse.”
På opholdsstedet fik Mohammed med andre ord både et trygt hjem og den nødvendige voksenstøtte til at skabe gode venskaber og til at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse. Og ikke nok med det:

”Jeg fik mindre krudt bagi. Jeg tror, det især skyldes, at pædagogerne tog min store hobby atletik meget seriøst. De støttede mig med redskaber og hjalp mig med at begynde til atletik. Det havde aldrig været muligt, hvis jeg var blevet boende hjemme.”

Holder kontakten

I dag læser Mohammed til folkeskolelærer i Odense. Han flytter snart i en ny lejlighed uden bofæller – og dyrker selvfølgelig atletik hver uge. Mohammed har stadig kontakt til flere af de unge og voksne fra sit gamle opholdssted.

”Dengang boede jeg sammen med en yngre fyr. Vi spillede ofte fodbold i baghaven eller på boldbanen, og vi spillede også en hel masse videospil. Vi fik et lillebror-storebror forhold, og vi er stadig venner. Jeg har haft meget at se til med min uddannelse, men jeg så ham for en måned siden til en madklub, som består af gamle og nuværende unge og voksne fra opholdsstedet. Det er snart min tur til at holde madklubben,” fortæller Mohammed.

Den nuværende og tidligere forstander på opholdsstedet har også stadig snor i Mohammed, fortæller han:
”Det er en af de to, jeg ringer til, hvis det hele brænder sammen, og når jeg har gode eller dårlige nyheder. Før sommerferien dumpede jeg en eksamen, og så var det dejligt at have en at ringe til.”

Mohammed har et klart svar på, hvordan det ville være gået ham, hvis han ikke var havnet på det fynske opholdssted som 18-årig:

”Hver gang, jeg besøger min familie på Sjælland, bliver jeg mindet om, hvor heldig jeg er. Mine barndomsvenner hænger stadig ud der, hvor vi plejede at hænge ud sammen. I dag er de fleste enten kriminelle eller afhængige af stoffer.”


Next article