Home » Usynlig Syg » Poul Nyrup: Vi er nødt til at tale om det
Mental sårbarhed og tabu

Poul Nyrup: Vi er nødt til at tale om det

Poul Nyrup, protektor for Det Sociale Netværk og headspace Danmark
Poul Nyrup, protektor for Det Sociale Netværk og headspace Danmark
Poul Nyrup, Protektor for Det Sociale Netværk og headspace Danmark

Hvis der er noget, der står lysende klart for mig, efter at have beskæftiget mig med psykiatri, både på nationalt og lokalt plan i mange år, er det, at uanset hvilke gode tanker og initiativer, vi tager, så løses udfordringerne i psykiatrien ikke af enten fagfolk, politikere eller af os frivillige foreninger alene. Vi skal samarbejde og supplere hinanden. Kun derved kan vi lukke hullerne i kæden, når børn og unge har brug for hjælp.

Det kendetegner naturligvis et velfærdssamfund, at der er velfungerende behandlingsmuligheder – også for mentale sygdomme. Sagen er blot, at Psykiatrien ikke kan stå alene, fordi den først træder til, som det sidste led i kæden, når sygdommen er slået igennem og diagnosen er stillet. Psykisk sårbarhed er noget, der angår os alle, og vi kan stadig gøre langt mere for at hjælpe tidligt og dermed forebygge, at mental mistrivsel bliver til psykisk sygdom.

Jeg vil gerne rose den nye regerings intention om at gennemføre en 10-års plan for styrkelsen af psykiatriområdet. Jeg er særligt glad for, at der indføres gratis psykologhjælp til unge under 18 år, for det må ikke og skal ikke være økonomi, der afgør, om man opsøger hjælp eller ej.

Men uanset de gode takter i udspillet vil jeg opfordre til, at man styrker både civilsamfundet og det offentlige. For der er behov for at udfylde hullerne i kæden. Mange unge, der mistrives, isolerer sig, søger ikke hjælp, med risiko for at falde helt ud af uddannelse og job. Her kan det velorganiserede civilsamfund hjælpe i tide, før det offentlige behandlingssystem er sidste udvej.

Det forsøger vi for eksempel i Det Sociale Netværk, særligt med vores initiativ headspace rettet mod sårbare unge. Her møder de unge ligeværdige mennesker, der ikke er behandlere, og som ikke stiller diagnoser, men som blot er ”nogen at tale med”. Et åndehul, et fællesskab, hvor samtalen sker på de unges egne præmisser. Spørger man de unge selv, føler langt de fleste (over 75%) sig godt hjulpet på vej igen.

Vi har netop fået en satspuljebevilling, så headspace kan blive fuldt landsdækkende i de kommende år. Det er glædeligt, for behovet er stort for den form for frivillighed og modtagelse af de unge, der kendetegner headspace og lignende frivillige foreninger.

Du tæller, fordi du er dig

Det, at der er et rum, hvor du tæller, alene i kraft af det menneske du er, betyder, at du tør sige noget, du måske ikke har sagt til nogen før. Du møder andre, der vil og kan hjælpe dig. Det er frivillighed af en ganske særlig karakter. Det er en direkte mellemmenneskelig relation, hvor ingen bliver puttet ind i bestemte kasser.

Frivillighed kan noget ganske særligt, når det fungerer side om side med det offentlige system. Det er et bindeled mellem det enkelte menneske og velfærdssamfundet. Det er i virkeligheden det ”missing link” i velfærdssamfundets maskinrum, som får alt til at spille optimalt sammen.

Ungdommen er – sagt med en fortærsket kliché – fremtiden, og vi, der kan og vil, er nødt til at stille os til rådighed, så vi ikke taber unge på gulvet. Vi er nødt til at tale om det, der hvor de unge er, og hvor de gerne skulle have et frirum til at komme op på eget livsspor igen.

Motion som frirum

I øjeblikket arbejder vi i Det Sociale Netværk sammen med en række fodboldklubber i projektet Brug Bolden for at mindske presset for de unge på 13-18 år i fodboldklubben. Alle mennesker har brug for frirum, og motion er et godt frirum. Og der skal selvfølgelig præsteres, men man skal også kunne præstere på en måde, hvor psyken følger med og kan holde til det.

Derfor vil der fremover være en repræsentant til stede fra Brug Bolden i fodboldklubberne, så de unge kan dele deres udfordringer, der hvor de har et frirum, og hvor de føler sig trygge ved at tale om dem.

Jeg siger absolut ikke, at alle problemer kan tales væk. Men åbenhed, og det, at man deler sin sårbarhed, viser en vej frem, så mulighederne står klarere, og der kan sættes ind i tide. Det er til gavn for de unge og for det offentlige system.

Vi er nødt til at tale om det.

Next article