Home » Usynlig Syg » Schuberts Minde – Vi kan ændre børnenes skæbne
Sponsoreret
avatar

Jørn Birk Nielsen

Forstander, Schuberts Minde

På opholdsstedet Schuberts Minde er det ambitionen at give de unge en uddannelse, lære dem sociale færdigheder og spilleregler samt skabe rum, så de kan lege sig til et sundere liv. Alt sammen båret af ro, stabilitet og tryghed samt specialiseret behandling målrettet det enkelte menneske.

”Der er så stor fokus på den sociale arv og den onde cirkel. Men den kan brydes. Vi kan godt hjælpe f.eks. børn og unge med forskellige former for diagnoser. Eller børn og unge fra understimulerede miljøer og dem, der har været udsat for omsorgssvigt. De behøver ikke at leve et begrænset liv. De kan nå langt i udvikling. Vi kan helt fundamentalt ændre deres skæbne,” fastslår forstander Jørn Birk Nielsen, Schuberts Minde.

Behandlingshjemmet, der ligger i den smukke og rå vestjyske natur ved Ringkøbing Fjord, har plads til 26 børn og unge i alderen 6 – 17 år. Stedet har store ambitioner på børnenes vegne både, når det gælder uddannelse og sociale færdigheder. Men Jørn Birk Nielsen pointerer kraftigt, at hvis indsatsen skal give de tilsigtede positive resultater, er det altafgørende, at samfundet satser på den gruppe børn og unge og er parat til at give dem specialiserede tilbud. Ikke blot pasning og pleje.

Hvad gør I for børnene?

”Vi skaber nogle rammer, hvor de kan udfolde sig og blive stimuleret på nye måder. Og samtidig er der en fordring til dem om at udvikle sig. Når børn bliver stimuleret, stiger deres intelligenskvotient samtidig med, at der går en udviklingsproces i gang, når de oplever stabilitet, ro og tryghed omkring sig. Når de møder et menneske, de får en relation til, sker der det, at deres håb øges. Troen på, at deres liv vil lykkes med alle de drømme, de nu engang har, bliver stærkere. De ved, der er en voksen for dem – én der vil støtte dem hele vejen. Én der giver dem anerkendelse. Alle mennesker er i besiddelse af ressourcer – de skal bare plejes og dyrkes. ”

Oveni lægger Schuberts Minde en specialiseret behandling, som tager udgangspunkt i de vanskeligheder, det enkelte menneske tumler med. Det kræver personale med fagspecifik viden og indsigt i de unges specialtilstande. På den baggrund kreerer opholdsstedet et skræddersyet behandlingstiltag målrettet det enkelte barn.”

Optimistisk livssyn

I opererer også med et begreb som opdragelse?

”Ja, det er jo nærmest et fy-ord nu om stunder. Jeg kan godt lide ordet. Hos os mener vi ikke, at det hele skal koncentrere sig om sygdom, diagnoser og traumer. Meget handler om kultur og rigtig mange af vores børn er kulturfattige. De ved ikke, hvordan de skal gebærde sig. Men det er vigtigt, at de lærer sociale færdigheder og spilleregler. Får en almindelig basal opdragelse, så de ikke skiller sig uheldigt ud blandt andre mennesker.”

Schuberts Minde er ikke kun behandling. Der er masser af rum til at have det sjovt, lave spilopper og lege sig til et sundere liv.

”Vi går meget op i, at de unge er fysisk aktive. De har bl.a. mulighed for at løbe, spille fodbold, ride, sejle og svømme. At være aktiv hæver deres serotoninindhold i blodet, som har betydning for, at livssynet bliver mere optimistisk. Det gør dem mere robuste, så de kan stå imod de negative tanker. Flere af vores børn og unge har været selvdestruktive og bl.a. skåret i sig selv. Fysisk aktivitet minimerer de symptomer.

Det er vores ambition og mål, at alle de børn og unge, der er hos os, får en uddannelse og muligheden for et godt liv med mening. De skal ikke bare ende som ”lykkelige” kontanthjælpsmodtagere. De kan mere, og de skal mere.”

Næste artikel