Home » Astma og Allergi » Rose Maimonide: Her er en naturlig problemknuser til børneeksem
Børneeksem

Rose Maimonide: Her er en naturlig problemknuser til børneeksem

barn iklædt flyverdragt og gummistøvler leger ude i skoven
barn iklædt flyverdragt og gummistøvler leger ude i skoven
Foto: Unsplash
avatar

Rose Maimonide

Indehaver af bloggen www.rosemaimonide.com

Mange læger ordinerer rask væk binyrebarkhormonholdig creme/salve til børneeksem uden at interessere sig nærmere for årsagen til eksemet. Men ofte kan børneeksem lindres nemt og naturligt uden bivirkninger, ja faktisk med boost af dit barns generelle sundhed til følge.

Hvad er eksem?

Eksem er en betændelsesreaktion i huden, som bl.a. kan skyldes berøring med allergener (kontakteksem) eller fødevareallergi og -intolerance. Nøglen til naturlig lindring af eksem ligger meget ofte i fordøjelsen. Eksem kan også være genetisk betinget pga. mangel på filaggrin i huden. Det kan du læse mere om på videnscenterforallergi.dk. Hver 10. dansker har denne genmutation.

Sådan udredes eksem

Børneeksem udredes bedst med en eliminationsdiæt, hvor man konsekvent udelader en eller flere fødevarer i en periode. Det er muligt at købe dyre blodprøver, der tester for fødevareintolerancer, men de kan give falsk resultat. Lad også gerne dit barn komme i hænderne på en erfaring kropsterapeut for at få tjekket for skævheder. De kan give knas med fordøjelsen, som udløser eksem. Vælg f.eks. en osteopat eller en kraniosakralterapeut.

Den vigtigste genvej til eksemlindring

Det vigtigste genvej til naturlig lindring af børneeksem er, at du giver dit barn probiotika og sundt fedt. Det skal virkelig prioriteres! Probiotika er mælkesyrebakterier, som fås fra fermenterede fødevarer og evt. med ekstra boost fra særligt udvalgte kosttilskud. For at styrke optagelsen af fedt kan der være brug for et lille tilskud af organisk zink. Børn med eksem og kløe kan have behov for ekstra B5-vitamin sammen med B6-vitamin, multi-B-vitamin og magnesium. Du finder alle mine konkrete anbefalinger om kosttilskud til børn i min bog ”Dit sunde barn – sådan!”

Sundt fedt er meget vigtigt

Det vigtigste kosttilskud til eksembørn er fiskeolie i top kvalitet. Massér også gerne dit barn med ren kæmpenatlysolie. Kokosolie er også sund og nærende mad på dit barns menu. Det er en udbredt myte, baseret på forældet viden, at kokosolie er såkaldt farligt eller usundt fedt.

Eksem af mælkeallergi

Eksem kan hænge sammen med intolerance over for typisk mælkeprodukter og/eller gluten. Ofte bunder det i en hærget tarmflora, der optager proteinstoffer, som ikke er ordentlig nedbrudt og påvirker immunforsvaret negativt. Overvej derfor i en periode at udelukke alle mælkeprodukter fra dit barns kost. Hvis det ikke er nok, kan du også fjerne gluten fra kosten. Diæten behøver absolut ikke være for evigt, men i en periode, hvor tarmen kommer på fode. Husk at føre nøje dagbog over dit barns indtag og evt. symptomer og bedringer, så længe eliminationsdiæten står på. Når dit barn er i systematisk udredning for fødevareintolerance, skal dit barns institution respektere diæten.

Særligt for ammebabyer

Hos ammebørn afhjælpes børneeksem erfaringsmæssigt ofte ved, at ammende mor udelader mælkeprodukter konsekvent. Nogle gange ses også reaktion på f.eks. kornprodukter i ammende mors kost.

Salver til børneeksem

Der findes mange salver til behandling af eksemramt hud. Du kan i første omgang prøve at smøre med kokos- og olivenolie. Undgå enhver form for parfume. Små børn behøver sjældent sæbe eller shampoo! Brug også disse naturlige tips:

  • Brug olie i badevandet, gerne johannesolie.
  • Dup det ramte område med hjertefrøolie.
  • Massér dit barns krops med olie, især kokosolie, kæmpenatlysolie eller hybenkerneolie.
  • Smør (flere gange) dagligt med parfumefri fed fugtighedscreme.
  • Smør med zinksalve, hvis der er sår.
Næste artikel