Home » Astma og Allergi » Hvis du vil skåne dit barns hud er der 2 ting, du skal vide
Sund babypleje

Hvis du vil skåne dit barns hud er der 2 ting, du skal vide

Sød baby på puslebordet
Sød baby på puslebordet
Foto: Pexels
avatar

Betina Hjorth

Rådgivningschef, Astma-Allergi Danmark

Vil du gerne undgå at dit barn udvikler kontaktallergi, er det ikke ligegyldigt, hvilke produkter, du bruger, når du pusler og plejer. Heldigvis er det nemt at styre uden om produkter med allergifremkaldende stoffer.

2 ting, du skal vide om kontaktallergi

Skønt efterhånden mange danske småbørnsforældre ikke bruger flere plejeprodukter end højest nødvendigt, er visse plejeprodukter svære at undvære i det daglige. Tag nu bare cremen til henholdsvis kolde og solkyssede kinder, salven til røde numser og selvfølgelig bleen. ”Hvis du vil forebygge kontaktallergi, er der især to ting, der er vigtige at vide. Den ene er, at der kan være allergifremkaldende stoffer i plejeprodukter. Den anden er, at alle fødes med den samme risiko for at udvikle kontaktallergi. Derfor giver det god mening at vælge de mest allergifremkaldende stoffer fra på din babys vegne, indtil han eller hun selv kan træffe et valg,” siger Betina Hjorth, der er rådgivningschef i Astma-Allergi Danmark.

Vær kritisk i butikken

Plejeprodukter indeholder ofte parfume og konserveringsmidler, som øger produkternes holdbarhed. Begge dele kan være allergifremkaldende stoffer. ”Parfume og konserveringsmidler kan skabe en allergisk kontakteksem. Det er eksem og udslæt på huden, der kan give rødme, kløe og i værste tilfælde sår. Parfume kan du undgå ved at købe produkter, hvor der direkte står på, at de er parfumefri. Undgå så vidt muligt også konserveringsmidlet med det lange kedelige ord methylisothiazolinone. Det er forbudt i creme, men sæbe må gerne indeholde stoffet,” fortæller Betina Hjorth og maner samtidig til besindighed:

Nærlæs etiketten

”Din baby udvikler formentlig ikke allergi, fordi du bruger bleer med parfume, når I er på ferie i udlandet eller fordi, du engang imellem bruger vådservietter, der ikke er allergivenlige i stedet for skumklude ved bleskift. Der skal en eller anden mængde af allergifremkaldene stoffer til, det er bare umuligt på forhånd at vide, hvor stor eller hvor lille, den mængde skal være i det enkelte tilfælde,” siger Betina Hjorth. Vil du være sikker på, at du køber et allergivenligt plejeprodukt til din øjesten, skal du nærlæse etiketten eller spørge dig frem. Går du efter produkter, der er deklarerede med allergimærkningen Den Blå Krans/Asthma Allergy Nordic, har Astma-Allergi Danmark gjort arbejdet for dig.

Næste artikel