Home » Astma og Allergi » Efter skimmelmareridt slog desinficering alle sporer ihjel
Indeklima

Efter skimmelmareridt slog desinficering alle sporer ihjel

par holder i hånd
par holder i hånd
Foto: Pexels

Skimmelsvamp gjorde familien Petersen syge. Heldigvis kunne deres ejendele reddes, efter familien var flyttet i et nyt hus. Ny desinficeringsmetode slår skimmelsporer ihjel, så de ikke flytter med.

Da familien Petersen lejede sig ind i et nyistandsat hus, lugtede der temmelig dårligt. Det blev forklaret med, at huset havde stået tomt, og vandrørene lige skulle i gang igen. Det hjalp dog ikke. En reparation af septiktanken ændrede heller ikke på noget.

Det fortæller Henning Petersen, som sammen med sin kone og deres to teenagesønner flyttede ind i huset i sommeren 2016.

Det var først, da de kort før jul samme år fik besøg af en konsulent fra Teknologisk Institut, at de fandt problemet: Mængden af skimmelsvamp i huset var mindst tre gange højere end den koncentration, der anses for sundhedsskadelig. Ved denne grænse anbefales man at bære maske, iltapparat, handsker og max opholde sig en halv time i det inficerede rum.

Bronkitis, nyresvigt og hjerteproblemer

På det tidspunkt havde Henning fået problemer med nyrerne. Konens hjerterytme var påvirket, den 15-årige havde problemer med at trække vejret og havde udviklet bronkitis, og den 13-årige skællede af tør hud på hele kroppen.

Undersøgelsen viste, at hele tagkonstruktionen var inficeret af skimmelsvamp.

Allerede samme dag flyttede familien i sommerhus og begyndte at lede efter en ny lejebolig.

Madrasser og sofa skulle smides ud

Familiens møbler var næsten alle nye, og Henning håbede, at de, sammen med det andet indbo, kunne reddes.

“Jeg søgte overalt efter svar på, om det kunne reddes, eller om vi skulle skille os af med det hele. Endelig kom jeg i kontakt med en ekspert, der fortalte mig, at alle bløde møbler, som indeholdt skumgummi, skulle smides ud. Skimmelsporer sad i skummet, og der ville komme en usynlig sky af dem ud i lokalet og vores tøj, hver gang vi satte os i dem,” siger Henning.

Alt blev desinficeret

Til gengæld kunne al hårdt indbo, såsom borde og skabe, renses. Det blev gjort ved, at alle møbler, tøj og øvrige ejendele blev flyttet over i det nye hus, de nu havde lejet, så det kunne blive desinficeret der.

“Alle døre og vinduer blev lukket, så man kunne danne et overtryk i rummene. Og så satte teknikeren sin robot op, som lavede en tør tåge af brintoverilte, der desinficerede alt,” fortæller Henning. “Desinficeringen slår alle skimmelsporer og bakterier ihjel, og dermed blev alle lugte fjernet. Det er ikke giftigt for mennesker, fordi opløsningen er meget mild.”

Det tog ca. 5 timer, hvor de ikke kunne være i huset. Da de kom tilbage, var der ingen lugte overhovedet, fordi alle mikrober var slået ihjel.

Giver ro med godt indeklima

Siden er familiens symptomer på skimmelsvampesporerne forsvundet. Og de er ikke i tvivl om, at de vil bruge metoden igen.

“Det kan også fjerne cigaretrøg, så man slipper for lugt og rester af røgpartikler, hvis der tidligere har boet en ryger. Det giver ro i maven at vide, at indeklimaet er sundt,” siger han.

Næste artikel