Det er vigtigt som diabetespatient straks at opdage eventuelle sår på fødderne. Og det har i den forbindelse stor betydning dagligt at give fødderne den rigtige pleje.
Skrevet af Mette Fensbo
Som diabetespatient er det meget vigtigt at passe godt på sine fødder. Oplever man fodsår, kan det tage rigtig lang tid at få dem til at hele. Og der er i flere tilfælde en risiko for, at de ikke læges, hvilket i værste fald kan betyde amputation af fødder og ben. ”Høje blodsukre kan forårsage nerveskader i ben og fødder og patienten mister dermed følesansen og opdager ikke, hvis der f.eks. er opstået sår på fødderne. Både ved nedsat blodtilførsel og dårlig reguleret diabetes med for højt blodsukker, læges sår meget dårligt,” siger afdelingssygeplejerske Camilla Dahl, Endokrinologisk afd., Bispebjerg Hospital.
Men hvordan passer man som diabetespatient så bedst på sine fødder?
”Helt basalt skal patienten passe på sit blodsukker. Er det velreguleret, vil det hjælpe på alle eventuelle senkomplikationer. Når det så er sagt, er det vigtigt, at patienten kigger på sine fødder hver dag for straks at opdage, hvis der er noget galt. Man skal bruge et lille spejl, så det er muligt at se hele foden. Desuden er det en god idé dagligt at vaske fødderne. Her skal patienterne være opmærksomme på, at de ikke skal tage et decideret fodbad, da mange ikke kan mærke, om vandet er for varmt. Brug f.eks. bruseren og temperér vandet som til en baby. Bagefter skal fødderne tørres grundigt og smøres ind i en creme – meget gerne én med carbamid. For at undgå nedgroede negle, skal tåneglene klippes lige over. Sådan lyder vores vigtigste anbefalinger.”
Fysisk aktivitet er med til at sænke blodsukkeret og giver dermed et bedre blodomløb. ”At man som patient sørger for at være velreguleret bør være basis, men man kan ikke sige, at den hellige grav er velforvaret, selv om blodsukker-tallene er pæne. Det er stadig vigtigt at kontrollere sine fødder hver dag.”
Patienten skal selv tage ansvar for sin sygdom?
”Ja, vi lægger mere ansvar ud til folk selv, så de kan føle, at de er herrer over egen behandling. Det er også mit indtryk, at patienterne i højere grad tager ansvar for deres sygdom, når de føler sig inddraget. Men i den sammenhæng er det meget vigtigt med grundig oplysning, så patienterne nøjagtigt ved, hvad de skal gøre.
Og så skal vi selvfølgelig være opmærksomme på de sårbare patienter, som ikke selv kan klare det.
Her spiller primærsektoren i skikkelse af hjemmeplejen og den praktiserende læge en stor rolle. De skal være med til at se og opdage de patienter, der ikke selv kan klare at tage hånd om den rette pleje af deres fødder og sørge for, at de får den fornødne hjælp.”