Som ung blev Villy Søvndal ramt af et voldsomt epileptisk anfald. Det ændrede hans liv markant i et par år. Men han voksede fra sygdommen og har siden levet et helt normalt liv uden begrænsninger.
Da Villy Søvndal var 18 år, brugte han en del af sommeren på at rejse rundt i Europa med nogle venner og levede fortrinsvis af franskbrød, pølse og kildevand. Det økonomiske råderum var absolut temmelig pauvert.
Da eventyret på et tidspunkt sluttede, vendte han hjem til sine forældre, der havde et mindre landbrug i den lille by Linde ved Struer i Vestjylland. En voldsom hed sommerdag hjalp han sin far med at rense en grøft. Den unge Villy blev pludselig meget svimmel, gik hurtigt ind i huset og smed sig på en sofa.
”Jeg vågnede op på hospitalet og fik at vide, at jeg havde haft et voldsomt epileptisk anfald. Lægerne var meget sikre i deres vurdering af mig, så diagnosen faldt hurtigt. Oplevelsen var stærkt chokerende for mine forældre. De havde set mig med fråde om munden i enorme kramper, hvor jeg sparkede huden af både mine fingre og fødder. Det anfald blev et punkt, som dramatisk ændrede min tilværelse.”
En markant ændring af livsstil
Fra at have fuld gang i livet og dyrke de mange fester, blev Villy Søvndal tvunget til at ændre livsstil.
”Forandringen var markant, og det, at få diagnosen, gjorde mig virkelig forskrækket. Jeg blev straks medicineret, måtte ikke drikke alkohol og var nødt til at holde op med at spille fodbold og håndbold. Inden diagnosen havde jeg ellers dyrket sport på eliteplan.”
Den medicinske behandling havde yderligere en lidt ærgerlig bivirkning: nemlig træthed.
”Jeg var jo ung, men havde alligevel behov for at sove midt på dagen. Medicinen gjorde, at jeg følte mig sløv.”
Tilbage til et normalt liv
Efter to år i medicinsk behandling uden at have oplevet et eneste epileptisk anfald, tænkte Villy Søvndal mindre og mindre på sin diagnose. Han begyndte ganske langsomt at leve et stort set normalt liv igen.
”Jeg drak lidt til fester – ikke vildt uhæmmet – og begyndte at spille fodbold og håndbold til husbehov. Samtidig blev jeg taget af medicinen og begyndte igen at rejse en del. Jeg har aldrig mærket noget til sygdommen siden, men har da tænkt på, hvorfor jeg blev ramt af det ene store anfald. Min daværende kærestes far mente, at det kunne skyldes problemer med min saltbalance. Det kan gøre, at nerveimpulserne ikke fungerer korrekt.”
Brug for andres oplevelser
Som tidligere toppolitiker og nuværende regionsmedlem i Region Syd erkender Villy Søvndal, at han har udfordret sin fysiske kapacitet.
”Jeg har været påpasselig, og så er jeg et godt eksempel på, at epilepsi er mange forskellige ting med mange forskellige forløb. Det er vigtigt at få fortalt. Da jeg var ung, kunne jeg godt have brugt, at andre med epilepsi havde stået frem og vist, at det er muligt at vende tilbage og leve et ganske normalt liv. Jeg fik sparket benene væk under mig og troede aldrig, at jeg kunne få mit liv, før et epileptisk anfald, tilbage,” siger Villy Søvndal.
Hans råd til unge, der er lettere ramt af epilepsi, lyder: husk, det er ikke verdens afslutning.
Du skal ikke være bange
For de pårørende er det en voldsom oplevelse at være tilskuer til et epileptisk anfald, fortæller Villy Søvndal.
”Det ser drabeligt ud, men det er vigtigt, at omgivelserne ved, at sådan er der nogle mennesker, der har det. Man behøver ikke at blive bange. Vi har et sundhedsvæsen, som kan hjælpe rigtig godt, og der er stor viden om sygdommen.
I dag spekulerer jeg ikke over, om epilepsien kan vende tilbage. Jeg lever livet, som jeg vil, og er engageret i det, jeg har lyst til.”