Home » Kampen mod kræft » Parykken er min livline
Livet med kræft

Parykken er min livline

Kvinde med paryk
Kvinde med paryk
Foto: Pexels

”En fantastisk opfindelse.” Så begejstret er Anita Søes for sin paryk. I dag. Første gang hun skulle have den på, var det grænseoverskridende.

Skrevet af Mette Fensbo

”For mig føltes det værre at tabe alt mit hår, end hvis jeg fik amputeret mit ene ben. Man ændrer jo udseende uden hår på hovedet. Jeg kunne ikke se mig selv som skaldet eller korthåret. Jeg ville beholde mig selv, som den jeg er.” En fredag aften sidst i oktober 2014 kigger Anita Søes, operatør i Novo Nordisk, på sig selv i spejlet og opdager en knude i sit venstre bryst. Straks efter følger et utal af undersøgelser og biopsier. Alt er panisk, men systemet handler lynhurtigt.

Operation

8. november bliver hun opereret for brystkræft på Herlev Hospital. Hendes bryst bliver ikke fjernet. 2. december får hun sin første af seks kemobehandlinger, der skal kombineres med 20 gange stråleterapi. Hendes hår er langt, kraftigt og mørkt med lyse striber og lidt fald. Hun har altid brugt mange penge og tid på at pleje det rigtigt. ”Inden jeg fik min første kemobehandling, havde jeg taget kontakt til et parykfirma. I telefonen forsøgte jeg at beskrive mit hår og bestilte samtidig en tid, hvor jeg kunne komme og prøve at finde en paryk, som forhåbentlig passede i stil til mig. Det var lidt af en detektivopgave for firmaet. Men jeg vidste jo, at en dag ville jeg begynde at tabe håret. Det var meget vigtigt for mig at være på forkant med den situation.”

Inden jeg fik min første kemobehandling, havde jeg taget kontakt til et parykfirma. I telefonen forsøgte jeg at beskrive mit hår og bestilte samtidig en tid, hvor jeg kunne komme og prøve at finde en paryk, som forhåbentlig passede i stil til mig.

Møder forståelse

Hos parykfirmaet møder Anita Søes en forstående kvinde. Der er lagt et udvalg på seks-syv forskellige parykker frem. Hun prøver tre af dem. Og forlader nogle timer senere forretningen med paryk og kunstige bryn og vipper.” ”Fra det øjeblik elskede jeg min paryk. Nu havde jeg min livline liggende hjemme i skuffen til den dag, det ville gå galt. Jeg var mere tryg. Den passede mig, håret var mørkt og langt og looket fuldstændig naturligt.” Datoen står prentet ind i Anita Søes bevidsthed.

Nødråbet

14. december om morgenen i badet hiver hun totter af hår ud af hovedet. Hun ringer straks til sin frisør og udbryder ulykkeligt: ”Du bliver nødt til at hjælpe mig.” Hun får tid med det samme og bliver kronraget. ”Jeg kunne ikke genkende mig selv. Ville slet ikke se mig i spejlet. Der skulle en god portion sort humor til at klare den hurdle. Jeg stortudede og kørte straks efter over til en veninde for at få en trøstende kop kaffe. Mærkværdigvis kunne jeg i første omgang ikke få mig selv til at tage parykken på, selvom jeg havde den med. Det var så grænseoverskridende.”

Føler sig tilpas med paryk

Siden har Anita Søes følt sig utrolig flot, når hun bærer sin paryk. Den blev i første omgang brugt, hver gang hun skulle ud at handle, og den er altid på, når hun skal i byen eller til fest. Undervejs er parykken også blevet klippet lidt. I dag er Anita Søes eget hår omkring en cm langt. ”Parykken er en fantastisk opfindelse. Den hjælper på selvværdet, når man er alvorlig syg og får én til at føle sig tilpas, samtidig med at parykker i dag er hamrende flotte og virkelighedstro. Jeg skal snart på en uges ferie til Samos, og det er helt sikkert, at jeg ikke drager af sted uden hår. Parykken er med og på.”   

Next article