I knap ni år har Christine lidt af kroniske smerter. Det har vendt op og ned på hendes liv, men hun fundet en måde at tackle det på.
Historien om Christines kroniske smerter begyndte i 2009, da hun fik en diskusprolaps og et piskesmæld i nakken. Lægerne valgte ikke at operere hende. Det skulle trænes væk. Smerterne forsvandt bare aldrig, og i 2015 måtte hun lade sig indlægge på ny. En scanning viste, at diskusprolapsen burde have været opereret i sin tid. Nu fik hun en operation, men hun måtte leve med permanente nerveskader. Kort tid efter gik det galt igen, da Christine faldt ned ad en trappe og fik et voldsomt træk i armen. Det førte til flere nerveskader.
Kroniske smerter i nakke og arme
Uheldene har betydet, at Christine nu har kroniske smerter i nakken og armene. ”Jeg har svært ved at bruge mine arme og stå op længe af gangen. Det påvirker alt,” fortæller hun. ”Smerteklinikken er det første sted, jeg har følt mig hørt” Det var først, da Christine blev henvist til en smerteklinik, at der skete fremskridt.
På smerteklinikken har man en tværfaglig tilgang, der inkluderer både biologiske, psykologiske og sociale forhold. ”Smerteklinikken er det første sted, jeg har følt mig hørt. Der var ingen løftede pegefingre, og det har været en stor støtte. Jeg har fundet ud af, at jeg ikke skal kalde mig selv syg, og jeg har lært, hvordan jeg håndterer mine ressourcer bedst muligt,” siger Christine.
Vigtigt at møde andre med kroniske smerter
Hun har måttet droppe karrieredrømmene, men siden 2016 har hun haft et flexjob, hvor hun fortæller andre om det at leve med kroniske smerter. Hun har startet en blog kaldet ”Men du ser jo ikke syg ud”, hvor hun beretter om livet med kroniske smerter.
Bloggen og flexjobbet som formidler har en slags terapeutisk virkning på Christine, og gennem smerteklinikken har hun mødt folk, der er i samme situation som hende. ”Det har hjulpet meget at møde andre som mig. Det har bekræftet mig i, at jeg ikke er alene,” siger hun. Hun må tage pauser selv ved let fysisk aktivitet, og smerterne går aldrig væk. ”Men jeg har ved hjælp af vejledning og behandling og mødet med andre med kroniske smerter fået nogle værktøjer, der gør, at jeg kan leve med mine livsvilkår,” siger Christine.
Nødvendigt at involvere de pårørende
At blive erklæret kronisk syg er i sig selv svært, fordi det skaber en identitetskrise. En identitetskrise, som er svær at håndtere, hvis man ikke ved, hvordan man skal starte dialogen med familie og venner.
Christine fortæller: “Man føler sig hurtig ensom i smerterne. Mange kronikere oplever, at dem omkring én enten ikke ved, hvordan de skal forholde sig til situationen, eller ikke kan forholde sig til det, og derfor vælger ikke at spørge ind til, hvordan man har det.”
Det kan i værste tilfælde betyder, at man mister venner og kontakten til familien, fordi dialogen ikke tages op.
“Jeg holder nu foredrag rundt omkring i landet for borgere og deres pårørende, hvor jeg selv har pårørende med til foredraget, fordi det er så vigtigt at involvere de pårørende. Det er ikke kun kronikere, der lever med begrænsede livsvilkår. Det er hele familien,” siger Christine
Man skal lære at acceptere de nye livsvilkår
For at få det bedste liv, man kan, med kroniske smerter, råder Christine til, at man accepterer sine livsvilkår. Men det at acceptere betyder ikke, at man skal give op. Det betyder, at man skal lære at leve med sine smerter – ikke lade sine smerter leve liv for en.
“Det handler om at kunne sige: Livet blev ikke som forventet, så nu må jeg finde den sureste citron, som livet har givet mig, og skabe noget, der minder om lemonade,” slutter Christine.
