Home » Kvinders helse » Løb med ligesindede – og bliv mere motiveret til motion!
Motivation til træning

Løb med ligesindede – og bliv mere motiveret til motion!

Kvinde klar til start på løbebanen
Kvinde klar til start på løbebanen
Foto: Pexels
avatar

Joanna Scharlett

Personlig træner, kostvejleder 

Det kan være svært at hive sig selv op af sofaen, men står der en veninde eller en gruppe og venter på dig, snører løbeskoene sig selv. Det er i hvert fald tæt på! Her kan du møde en personlig træner, der elsker at løbe – med støtte fra sit netværk.

Fra sygdom til personlig træner

Det var sygdom, der førte den dengang 20-årige Joanna Scharlett ind i træningsverdenen, men det er glæden ved at bevæge sig og opnå resultater, der holder hende til ilden. I dag er hun uddannet personlig træner, kostvejleder og coach. Og når hun ikke passer sit bachelorstudie indenfor business og management eller vejleder andre kvinder i at træne og leve sundt, dyrker hun sin store interesse: Løb, løb og atter løb. ”For mig er der en stor følelse af frihed forbundet med at kunne løbe. Og det er en stor fordel, at jeg kan løbe på alle tider af døgnet, hvis jeg skulle få lyst,” siger 39-årige Joanna Scharlett.

Træning og fællesskab

Hun løber fire dage om ugen i en løbeklub i København. Klubben er drevet af frivillige kræfter, og der er plads til alle; nogle kommer udelukkende for at forbedre deres form, andre kommer for at løbe en tur, uden at tænke i løbetider, puls og personlige rekorder. Men alle i klubben vægter det sociale aspekt højt, fortæller Joanna Scharlett. ”Jeg vil gerne presse mig selv og forbedre mine løbetider, men det sociale betyder også alverden for mig. Når det regner, er det afgørende for mig at vide, at der står en gruppe mennesker, som jeg rigtig godt kan lide, og venter på mig. Hvis jeg modsat ved, at nogle af mine venner eller veninder ikke kommer, får jeg mindre lyst til at tage af sted. Sammenholdet og fællesskabet er så vigtigt, især hvis jeg har haft en hård dag, for så kan jeg vende mine tanker med de andre i klubben. Vi snakker sammen, mens vi løber, i pauserne og selvfølgelig før og efter træningen,” fortæller Joanna Scharlett, der skal løbe halvmaraton i Berlin den 7. april.

Find en løbemakker

Drømmer du om at blive en del af et løbefælleskab, er nettet et godt sted at starte. Men mindre kan også sagtens gøre det, ifølge Joanna Scharlett. ”Når der er nogen, der henvender sig til mig for gode råd, siger jeg altid: Find dig en makker! Træningen virker meget vigtigere og er sjovere, når man er to om den. Et fælles projekt kan være den sikre vej til sejr og gode oplevelser. Du kan i princippet bare banke på hos naboen eller spørge din kollega. Det vigtigste er at finde en ligesindet, der kan og vil det samme som dig. Jeg havde engang en løbemakker, der ikke prioriterede vores træningsaftaler, og når hun aflyste, kom jeg heller ikke afsted. Man skal være enig om at overholde aftalerne.”

Det første løb – og gode råd om motionsløb

Det første organiserede løb, Joanna Scharlett deltog i, husker hun tydeligt: ”Jeg løb sammen med en god veninde og ingen af os var løbere dengang. Vi var helt høje over, at vi kunne løbe seks kilometer på 34 minutter. Det var først og fremmest sjovt og hyggeligt at dele oplevelsen med min veninde. “

6 gode råd til at deltage i et motionsløb

1. Find det rigtige løb
Der findes et hav af forskellige løb, som eksempelvis løbeklubber, sportsforretninger og dameblade arrangerer. Orienter dig på nettet og vælg det løb, der matcher dit løbeniveau og dine ambitioner. Løbet bør ligge så langt ude i fremtiden, at det er realistisk for dig at komme i form, så du kan gennemføre løbet uden skader – og så det både er sjovt at træne sig op til og deltage i. 

2. Find en ligesindet 
Det er motiverende at træne sammen med en makker, fordi han eller hun kan trække dig op, hvis lysten eller energien svigter. Det kan være din ven, kollega, dit store barn, partner eller et familiemedlem, så længe I er på samme niveau. Husk at forventningsafstemme! 
Du kan også bruge de sociale medier eller en app til at finde en makker eller et løbefælleskab.

3. Invester i løbesko
Løber du i sko, der ikke passer til din fod og løbestil, risikerer du at blive skadet. Opsøg specialiserede løbebutikker for løbetest og vejledning.

4. Følg et træningsprogram
Når du skal træne dig op til et løb, er det en god idé at følge et program, der passer til dit niveau og dit mål. Du finder løbeprogrammer på nettet, i fagbøger og træningsmagasiner.

5. Spis i god tid – og klæd dig ikke for varmt på 
Løber du 10 kilometer eller derunder, behøver du ikke spise en særlig kost, for din krop lagrer automatisk energi til halvanden time. Men det er ikke rart at løbe på fuld mave, så hold igen med mad og væske et par timer op til start. 
Vælg løbetøj efter årstiden. Det er bedre at fryse lidt i starten end at være ved at omkomme af varme halvejs.

6. Sørg for opbakning på ruten
Der er en fantastisk stemning under et løb. Inviter dit netværk til at være en del af heppekoret. Det gør oplevelsen sjovere og mere festlig, og når du ser dine venner, børn og evt. klubmedlemmer får du et skud energi, så du yder lidt ekstra.


Næste artikel