Home » Kvinders helse » Sådan kommer du godt i gang med amningen
Amning

Sådan kommer du godt i gang med amningen

Glad baby på dyne
Glad baby på dyne
Foto: Unsplash

Amning er godt for både mor og barn, men det kan være svært at komme i gang. Sundhedsplejerske og ammerådgiver Catrine Hansen giver gode råd til kommende mødre.

Der er mange gode grunde til at vælge amning frem for modermælkserstatning. Modermælken indeholder stoffer, som beskytter barnet mod infektionssygdomme, og børn, der bliver ammet, ser ud til at udvikle et stærkere immunforsvar. Den tætte hud mod hud-kontakt mellem mor og barn udløser hormonet oxytocin – også kaldet kærligheds- eller tilknytningshormonet – hvilket får mælken til at løbe hurtigere til. Det mindsker også mængden af stresshormoner i kroppen.

Manglende mælkeproduktion

Men det er ikke altid nemt at få gang i amningen. Det fortæller sundhedsplejerske og ammerådgiver Catrine Hansen. ”Det er særligt i den første tid, at der kan opstå problemer. For eksempel oplever nogen, at de ikke producerer mælk nok, mens andre oplever, at barnet sover for meget og spiser for lidt,” fortæller hun. Hvis fødslen har været hård, eller hvis moren er stresset, kan det hæmme mælkeproduktion. Og hvis man ikke får lagt barnet nok til, går det også ud over mælkeproduktionen.

Den første tid er vigtig

Der er heldigvis mange ting, man kan gøre for give så gode betingelser for amningen som muligt. ”De første to timer efter fødslen er de vigtigste. Der er oxytocinniveauet højt hos både mor og barn, og de skal have ro og fred til at ligge sammen. Barnet skal ligge hud mod hud med moren og selv finde vej til brystet. Det er med til at stimulere mælkeproduktionen,” forklare Catrine Hansen. I den første tid efter fødslen er det også vigtigt, at barnet lægges hyppigt til. Nogen har den opfattelse, at det er nok, hvis barnet spiser hver tredje eller fjerde time, men det er slet ikke nok, mener Catrine Hansen. ”Når de er helt små, er babyers mavesæk på størrelse med et kirsebær. Den kan ikke rumme særlig meget, men til gengæld er det nødvendigt at amme ofte. Helst 10-12 gange om døgnet. Med tiden kan man skrue lidt ned for frekvensen.” Hvis barnet falder i søvn og ikke får ammet, kan man stimulere mælkeproduktionen med en brystpumpe.

Vigtigt med støtte fra partneren

Støtte fra partneren kan også være med til at sætte gang i og fastholde amningen. Ifølge Catrine Hansen viser studier nemlig, at kvinder ammer i længere tid, hvis deres partner går op i amningen og støtter moren. ”Derudover kan partneren skabe gode betingelser ved at sørge for, at moren er afslappet og får spist og drukket nok. Det har stor betydning for, om amningen lykkes,” fortæller Catrine Hansen.

Næste artikel