Home » Kvinders helse » Denne særlige type sclerose kræver ekstra opmærksomhed
PPMS

Denne særlige type sclerose kræver ekstra opmærksomhed

avatar

Melinda Magyari

Overlæge og associate professor, Dansk Multipel Sclerose Center på Rigshospitalet

En lille del af de scleroseramte får en type sclerose, der udvikler sig glidende. Modsat den mere almindelige variant, der udvikler sig rykvist, kræver den sjældnere sygdom særlig opmærksomhed fra både patient og læger.

Knapt to ud af ti sclerosepatienter har en variant af sygdommen, som udvikler sig mere glidende end den mere kendte type, der udvikler sig i ryk, kaldet attaks. Den mindre kendte variant af sclerose hedder primær progressiv multipel sclerose, eller PPMS. Den rammer ca. 15% af alle dem, der får sclerose.

Sværere at definere udviklingen

Fordi PPMS skrider glidende frem, kan det være svært at vide, præcis hvornår f.eks. musklerne i benene er blevet dårligere. Det fortæller overlæge og associate professor ved Dansk Multipel Sclerose Center på Rigshospitalet, Melinda Magyari. “Når vi spørger patienterne, hvor længe de f.eks. har haft balancebesvær i benene, kan det være helt op til et år. Men de kan have svært ved at sige, præcis hvornår de først lagde mærke til det.”

Vigtig for behandlingen

Den langsomme udvikling betyder, at patienten og lægerne skal være ekstra opmærksomme på, hvornår nye forværringer kommer til. Sygdommens status har nemlig betydning for, hvilken type indsats og behandling, patienten kan have gavn af. “Nogle kan hjælpes med medicin, der kan bremse sygdommen delvist. Det kommer dog an på mange faktorer, bl.a. patientens alder, hvor længe de har haft sygdommen, og hvor fremskreden sygdommen er.”

Tal med specialisterne

Derfor opfordrer Melinda Magyari patienterne til løbende at tale med deres læger om, hvad man kan gøre. “Alle bør forhøre sig hos deres scleroseklinik om, hvilken behandling der hjælper dem mest, ud fra netop deres situation. Det gælder også behandling af deres symptomer,” siger hun og peger på, at patienterne selv kan stille krav om at komme til kontrol en gang om året. “Derudover har de ret til gratis fysioterapi, som sammen med træning kan forbedre patienternes funktionsniveau,” siger hun.


Næste artikel