Home » Smerter » Paracetamol er et godt førstevalg til svage smerter
Guide til smertestillende medicin

Paracetamol er et godt førstevalg til svage smerter

farverige piller
farverige piller
Foto: Unsplash
avatar

Rebekka Marx

Klinisk farmakonom

Paracetamol er godt mod smerter og feber, og det giver sjældent bivirkninger. Derfor er det et godt sted at starte, hvis du har ondt eller ligger syg med influenza.

Mange af os er vokset op med, at en smertestillende pille eller to kan lindre hovepine, menstruationssmerter eller smerter i muskler og led. Eller vi tager det, når vi er ramt af influenza og gerne vil have dæmpet kulderystelserne og feberen, så vi kan få lidt søvn.

Og ifølge klinisk farmakonom Rebekka Marx er netop paracetamol et godt sted at starte, hvis man døjer med smerter eller feber.

“Det er et lægemiddel med meget få bivirkninger, og derfor er det også den type smertestillende, vi først anbefaler at tage, hvis man har ondt et sted eller ligger med feber. Det er kun, hvis man ikke synes, det hjælper, at man kan tale med lægen eller apoteket om at tage en anden type medicin,” siger hun.

Sikkert lægemiddel med få bivirkninger

”På grund af paracetamolets lave bivirkningsprofil er det et godt førstevalg til behandling af smerter. Det er selvfølgelig meget forskelligt, hvordan vi hver især reagerer på de forskellige typer lægemidler, men der er registreret meget få bivirkninger ved paracetamol,” fortæller Rebekka Marx.

Hun oplyser, at kun ca. en ud af 1.000 oplever en allergisk reaktion over for paracetamol, hvor bivirkninger ved f.eks. ibuprofen rammer op til hver 10.

Ibuprofen er det aktive stof i en anden type smertestillende håndkøbsmedicin. Men det kan medføre blødninger i mave-tarmkanalen, træthed, diarré eller forstoppelse, ophobning af væske og ligefrem hovedpine. Der kan også være problemer med at tage ibuprofen sammen med andre typer medicin, fordi det kan hæmme deres virkning eller på andre måder interagere uheldigt.

Tal med lægen ved stærkere smerter

Det er dog ikke alle typer smerter, paracetamol kan afhjælpe.

“Hvis du ikke har tilstrækkelig effekt af lægemidlet, så kan du tale med din læge eller apoteket om, hvad næste step kan være. Såkaldt antiinflammatoriske lægemidler har god effekt på f.eks. en forstuvet fod. Men kroppen er også selv rigtig god til at fjerne inflammation og affaldsstoffer, så jeg vil altid anbefale paracetamol som førstevalg til behandling af lette til moderate smerter,” siger Rebekka Marx.

Overforbrug kan give hovedpine

Man bør dog ikke tage paracetamol for ofte.

“Hvis du tager paracetamol mere end 15 dage om måneden, kan du risikere at få det, vi kalder medicinoverforbrugshovedpine. Altså hovedpine, som skyldes, at du har fået for meget af stoffet. Hvis det sker, skal du tale med din læge om, at du bør trappe ud af dit forbrug,” fortæller Rebekka Marx.

Ikke alle vil opleve abstinenser eller ubehag ved at stoppe med at tage lægemidlet, men det ved man ikke, før man har prøvet det, og derfor er det en god ide at tale med sin læge først. I det hele taget er det en god ide at tale med lægen, hvis man har ondt i længere tid.

“Hvis du har brug for at tage det mere end tre dage i træk, bør du tale med din læge. Det er for at sikre, at smerten eller feberen ikke skyldes et problem, der kræver en anden behandling. I det hele taget er det vigtigt at være opmærksom på, hvorfor du har ondt, før du begynder at tage smertestillende,” siger hun.

Fakta om paracetamol

Paracetamol kan bruges ved smerter i led og muskler, og har som regel god effekt på hovedpine, tandpine og milde til moderate menstruationssmerter. Det kan også dæmpe feber.

Den anbefalede dosis er 1-2 tabletter 3-4 gange i døgnet for børn over 12 år og voksne. Dosis for børn under 12 år skal tilpasses efter deres vægt.

De fleste kan mærke paracetamolets effekt i løbet af 20-30 minutter, hvis de tager det som almindelige tabletter på en ikke-fuld mave og med et glas vand.

Hvis du har brug for hurtigere effekt af medicinen, kan du købe hurtigtvirkende tabletter såvel som sugetabletter og brusetabletter, der bliver opløst, før de kommer ned i maven, og derfor kan optages hurtigere i kroppen.

Næste artikel