Home » Underliv » 5 ting alle mænd bør vide om inkontinens
Underliv

5 ting alle mænd bør vide om inkontinens

Inkontinens er en lidelse, som mange mænd vil opleve i deres liv. Det kan både have konsekvenser for helbredet og livskvaliteten – og netop derfor er det vigtigt, at man har den nødvendige viden om inkontinens. For der er faktisk hjælp at hente!

Her er 5 ting alle mænd bør vide om inkontinens.

1. Du er ikke alene

Det er langt fra alle, som har lyst til at tale om deres inkontinens, men det burde vi måske blive meget bedre til. For vidste du, at mere end 400.000 danskere ifølge Kontinensforeningen lider af inkontinens, som også kaldes for ’den stille folkesygdom’?

Det betyder selvfølgelig, at du ikke er alene, hvis du oplever inkontinens. Det betyder også, at sundhedsvæsnet har stor viden om inkontinens og mulighed for at hjælpe dig. Alt efter hvilken slags inkontinens, man oplever, kan det behandles med medicin eller mindre indgreb.

2. Et lille tjek kan gøre en STOR forskel

For at blive behandlet, skal man selvfølgelig tale med en læge. Det er ikke alle mænd, som er glade for at besøge lægen, men det kan ikke understreges nok, hvor stor en forskel det kan gøre, hvis man lider af inkontinens.

Hos lægen vil man typisk blive bedt om at udfylde et skema, som kortlægger drikke- og tissevaner. På den måde kan det vurderes, hvilken slags inkontinens man lider af, samt hvilken behandling der er behov for.

Mange mænd bliver positivt overraskede over den hjælp, de kan få, hvilket bare understreger, at et lille tjek hos lægen kan gøre en stor forskel!

3. To typer af inkontinens

Der findes faktisk mere end én form for urininkontinens – og man skelner mellem stress-inkontinens og trangs-inkontinens (også kendt som urge-inkontinens).

Ved stress-inkontinens kan man ikke holde på vandet, når man eksempelvis hoster, nyser eller er fysisk aktiv, fordi det giver et pres på bækkenbunden.

Ved trangs-inkontinens får man pludselig trang til at lade vandet og bliver utæt, inden man når toilettet. Det er hele blærens indhold, som lækkes, og trangen kan ikke stoppes undervejs.

Heldigvis findes der i dagens Danmark behandling for begge typer af inkontinens.

4. Tro ikke på myterne

Helt ærligt, man skal altså ikke tro på alt, man hører. Der findes nemlig et væld af myter om inkontinens, som er med til at gøre lidelsen til et alt for stort tabu hos mænd.

Eksempelvis passer det ikke, at alle, som lever med inkontinens, er tvunget til at gå med ble resten af livet. Og det er heller ikke rigtigt, at operation er den eneste behandling, der eksisterer.

Specialeansvarlig overlæge ved Urologisk afdeling på Herlev-Gentofte Hospital, Jesper Schou, mener, at oplysning er vigtigt, fordi det kan være med til at aftabuisere inkontinens.

”Hvis man tror, at problemet ikke kan løses, forstår jeg godt, at man ikke vil tale med gutterne om det. Men når man finder ud af, at der faktisk findes en behandling, kan det være med til at gøre, at man i højere grad vil tale med andre om det. Det er vigtigt at aftabuisere inkontinens, for der findes behandlingsmuligheder,” siger Jesper Schou.

5. Et vigtigt spørgsmål

Ubehandlet inkontinens har helbredsmæssige konsekvenser for en del mænd. Det kan eksempelvis være i form af, at man ikke får en god nattesøvn på grund af vandladning. Og hvis der er noget, som de fleste mænd kan skrive under på, er det, at livet bliver surt, hvis man ikke får sin søvn!

Andre oplever, at inkontinensen går ud over deres sociale liv, fordi de frygter uheld og i stedet vælger at blive væk fra sociale arrangementer.

Derfor kan det være en god ide at stille sig selv nogle vigtige spørgsmål, så man kan få den rette hjælp. Påvirker inkontinensen mit helbred? Lægger inkontinensen en dæmper på mit sociale liv? Påvirker inkontinensen min livskvalitet?

Man bør uden tvivl overveje at tale med en sundhedsprofessionel, hvis man kan svare ja til et af de spørgsmål. For vejen til et bedre liv med inkontinens begynder ofte med det bedste – og måske mest simple – råd af dem alle: Snak med din læge, mand.

Næste artikel