Home » Underliv » Tabuisering sætter vores underliv i skammekrogen
Underliv og tabu

Tabuisering sætter vores underliv i skammekrogen

sort/hvid billede af mand, der skammer sig
sort/hvid billede af mand, der skammer sig
Foto: Unsplash

Alt for mange af os går stiltiende rundt med bekymringer omkring eller deciderede problemer med vores underliv. Det kan have store konsekvenser for vores livskvalitet. Derfor er det ifølge Marianne Glavind-Kristensen, formand for Dansk Urogynækologisk Selskab og overlæge ved Aarhus Universitetshospital, tid til at gøre op med tabuer om vores underliv. Og en af vejene er øget oplysning.

Inkontinens, barnløshed, vulvodyni, endometriose og rejsningsproblemer. Det er blot nogle af de udfordringer, vi og vores underliv kan blive udsat for i løbet af livet. Men i modsætning til den årlige influenza, grå stær eller endda sclerose, er det ikke noget vi frivilligt underholder med i frokostpausen på jobbet eller hen over middagsbordet hos venner eller familie. Vores underliv er vores eget. Det er privat område, og der skal meget til, før vi taler om det. Det fortæller Marianne Glavind-Kristensen:

”Vi er desværre ikke ret gode til at tale om det, hvis vi oplever ubalance ubehag eller uforklarlige smerter i vores underliv. I stedet tænker vi, at det nok går over af sig selv. Eller at det måske ligefrem er vores egen skyld, at vi har svært ved at få børn, smerter ved sex eller problemer med at holde på vandet.”

Gener fra underlivet er forbundet med skyld og skam

Ifølge Marianne Glavind-Kristensen betyder det også, at vi er yderst tilbageholdende med at søge hjælp, for ”man kan nok alligevel ikke gøre noget ved det”. Der er derfor mange – alt for mange – der mere eller mindre bare accepterer gener fra underlivet, som noget de skal lave med. De giver simpelthen op på forhånd! Men hvorfor forholder det sig sådan? Det har Marianne et bud på:

”Når vi hverken taler om eller søger hjælp til vores underliv, er det uden tvivl forbundet med både skyld og skam. Vores underliv er pinligt at tale om og stadig den dag i dag forbundet med tabu,” siger Marianne. Hun er ikke i tvivl om, at en del af forklaringen også kan findes i manglende viden om de nedre regioner.

”Det er vi nødt til at gøre noget ved! Vi skal have det oversete underliv frem i lyset og turde tale om det, spørge til det og frem for alt gøre noget ved det. Det er kun på den måde, at vi kan komme de mange tabuer til livs og få et sundt underliv og dermed også et godt liv,” anbefaler Marianne Glavind-Kristensen.

Det kræver information og oplysning at komme tabuer om underliv til livs

Heldigvis lader det til, at der så småt er en udvikling i gang på området. Således har Kontinesforeningen kørt en større oplysningskampagne for at sætte øget fokus på urininkontinens, og hvorledes lidelsen kan behandles. Der er godt en halv million danskere, der lider af inkontinens, og alligevel er det langt fra alle, der søger hjælp. Det er ganske enkelt skamfuldt ikke at kunne holde på vandet. Med denne kampagne forsøgte man at gøre op med tabuerne. Man synliggjorde samtidig, at selv om mange tror, at de er alene med deres gener, så er det langt fra tilfældet, og der kan tilmed gøres noget ved dem. Og det kan være et godt skub i retningen af at søge professionel hjælp.

”Det kræver altså information og oplysning, hvis vi skal komme tabu, smerter, gener og ubehag i og omkring vores underliv til livs. For det kan have store konsekvenser for vores livskvalitet, hvis vi bare lader stå til,” slutter Marianne Glavind-Kristensen af.

Næste artikel