Sygdom eller ubehag under bæltet er et tabu, og mennesker lider i stilhed i årevis, selvom deres underlivsproblem er mere end normalt og ofte kan behandles, hvis man kan mønstre modet til at søge hjælp.
Jeg ved det, for jeg har selv været der. Den meget hurtige fødsel af mit andet barn var hård ved min bækkenbund. Selvom jeg forsøgte mig med de der nu post-Paludan-famøse knib (Tak, Ida Auken), havde jeg alligevel svært ved at holde på vandet ved nys, host, grin eller sport. Jeg havde bind på hver dag. Jeg holdt op med at løbe efter toget, og jeg følte mig hæmmet i leg med mine to vilde unger. Glem alt om havetrampoliner.
Jeg fortsatte stædigt med min sport, hvor min blære specielt udfordrede mig. Koncentrationen forsvinder som hørelsen hos en 3-årig, hvis man tisser i bukserne midt i et spring. Så det havde en klar indflydelse på mit niveau og glæden ved sporten.
Der gik næsten 3 år
Kun min mand vidste om det i de første år. Min yngste datter var tæt på 3 år, før jeg endelig tog mig sammen og søgte ordentlig hjælp. I årene i mellem havde jeg til tider nævnt for min læge, at jeg stadig havde problemer med blæren efter fødslen. Jeg fik mest en melding om at lave bækkenbundsøvelser og en brochure om førstnævnte. Det gjorde jeg jo allerede. Den havde jeg jo allerede. Det havde bare intet fremskridt. Det var enormt frustrerende og i alvorlig grad demotiverende. Jeg havde jo brug for at blive hjulpet aktivt videre.
Fysioterapi gjorde en forskel
En dag så jeg tilfældigt, at min læge nu havde kliniksygeplejersken til at håndtere inkontinensproblemer, så jeg fik en konsultation. Efter en god snak sendte hun mig videre til en gynækolog, der igen henviste mig til fysioterapi. Det er et halvt år siden. Jeg følte, det var angstprovokerende, men afsindigt befriende endelig at tale med nogen om et problem, der i mit indre har taget så meget plads, men som jeg udadtil har undertrykt og gået med alene. Jeg fik viden om problemet, fysikken i underlivet og hjælp til bækkenbundstræningen ud fra mine behov. Også fokuseret på, at jeg igen skulle kunne dyrke min sport ugeneret.
Løber efter toget igen
Det er et halvt år siden, jeg besøgte fysioterapeuten første gang. I dag kan jeg igen stæse afsted efter toget eller springe til en bold. Efter forløbet med fysioterapien har jeg følt mig mere selvsikker i at kunne tale åbent om problemet. Måske er det fordi, jeg føler, jeg har besejret min svæklinge-agtige bækkenbund. Måske er det fordi, jeg ved, at op mod hver 4. kvinde i den fødedygtige alder har tilsvarende problemer. Jo ældre vi bliver, jo flere kan tale med om det her. Men kun hver 4. med inkontinens søger hjælp.
Tal om gener i underlivet
Tabuet gælder for de fleste lidelser ’sydpå’. Om det er i forbindelse med overgangsalder, fertilitet, seksuelt overførte sygdomme, eller værre, symptomer på kræft. Gener, hvor vi skal søge den tilgængelige støtte, rådgivning og behandling – og hvor ’jo før, jo bedre’ er tommelfingerregel numero uno. Vi er nødt til at gribe et insisterende tag om tyrens horn og tvinge det sejlivede tabu om gener underlivet helt og aldeles til jorden. Hermed mit bidrag.
Slut med tys tys. Tag handling nu.