Home » Syn og hørelse » Det er slet ikke så slemt at blive ældre
Synsproblemer

Det er slet ikke så slemt at blive ældre

Aya Nielsen står i sin have med en kop kaffe i hånden. Hun lukker øjnene og snuser ind. Det dufter af forår. Hun kan høre sanglærken, der kvidrer i træerne. Hun åbner øjnene igen og forsøger at finde den gren, hvor fuglen sidder. Det er lidt svært. Synet er ikke, hvad det har været.

“Hvad står du sådan og kniber øjnene sammen for?” siger Martin, Ayas mand, med et smil på læben. “Jeg vil gerne finde fuglen, der kvidrer så fint, men jeg kan simpelthen ikke se den,” svarer Aya. Martin stiller sig ved siden af hende og kigger ind i træerne. “Den er da lige der,” udbryder han og peger mod bøgetræets top. Aya kan stadig intet se – men hun er selvfølgelig også lidt træt, siger hun til sig selv.

Aya fyldte nemlig 60 år i går. Hun fejrede det med sin mand, deres tre børn, der alle er fløjet fra reden og nogle af sine nærmeste venner og veninder. Hun havde bestilt mad udefra, og de fik en god, dyr og kraftfuld Barolo dertil. Det var en god dag. Men det var også lidt mærkeligt. Nu er hun ikke længere i halvtredserne. Et nyt kapitel er startet – og hun syntes allerede, hun kunne mærke alderen lidt mere i sin krop den morgen.

Selfiestang og søndagsjazz

Aya og Martin går indenfor igen. De fryser lidt. Kulden hænger stadig i luften, selvom foråret er på vej.

Martin tænder for radioen, finder kanalen, hvor de spiller jazz, sætter sig i lænestolen, smækker benene op og åbner avisen. Et søndagsritual, der har eksisteret, så længe Aya kan huske.

Mobiltelefonen giver en lille lyd fra sig. Aya tager den op for at se, hvad der sker, men hun kan ikke læse beskeden. Hun strækker armen med telefonen så langt væk, hun kan, og så kan hun med nød læse, hvad der står. Hendes børn driller hende tit med, at hun burde købe en selfiestang, så hun kan holde telefonen så langt væk, at hun kan læse hendes beskeder. Det er ikke altid nemt at blive ældre.

Lille spejl på væggen der

Aya lægger telefonen fra sig igen. Hun må svare på beskeden senere. Hun tager en sip af kaffen. Den er blevet kold, så hun hælder resten ud i vasken og sætter kruset i opvaskemaskinen. Hun går op ad trappen til soveværelset for at finde en sweater at tage på. Kulden udenfor har sat sig i hendes krop og får hoften til at knirke lidt.

Hun får øje på sig selv i det store spejl på væggen. “Hvad er nu det?” tænker hun. Hun stopper op og går tættere på spejlet. Maven buler lidt underligt ud over buksekanten. “Har den altid gjort det? Og hold nu op nogle linjer i panden – de var der altså ikke, da hun var 59,” siger hun undrende til sig selv. Hun får øjenkontakt med sig selv, hun ligner ikke sig selv, synes hun.

Eller. Hun føler sig i hvert fald som en anden, end den hun ligner. Indeni føler hun sig stadig som en ung, frisk kvinde i trediverne. Men der er ikke meget ung kvinde i trediverne at finde udenpå.

Skat, ser jeg gammel ud?

Mens Aya roder tøjskabet igennem for at finde en sweater, tænker hun over den tid, der var engang. Dengang maven ikke bulede ud, og panden var glat. Dengang hun uden problemer kunne se sanglærken i bøgetræets top, og kunne læse uden at skulle holde telefonen eller bogen langt væk.

Hun går ned ad trappen igen og ind i stuen, hvor Martin stadig er i gang med avisen. Hans fødder bevæger sig i takt til Miles Davis’ storhit, “So What”, der blæser ud af radioen. Et godt nummer, synes Aya.

“Skat, ser jeg gammel ud?” spørger hun Martin. Martin kigger op fra avisen, lægger hovedet på skrå og smiler mildt. Hun kan se på ham, at han vægter sine ord nøje. “Tjo, en anelse. Men sådan er det jo. Jeg synes, du bliver smukkere og smukkere,” svarer han med et glimt i øjet. Aya ser ned i jorden. Hun ved godt, han har ret – men hun synes selv, det er hårdt at acceptere, at hun bliver ældre. Som om man så for alvor lukker alderen ind.

Martin rejser sig op fra lænestolen og går hen mod hende. Han tager fat i hendes hånd og svinger hende rundt i stuen. De griner begge højlydt, da han siger til hende, at det er helt okay at blive ældre. Alder er bare et tal – og livet er jo faktisk lidt bedre nu end for 30 år siden. Og det har han egentlig ret i.

Fat i den lange ende

Aya går ind til computeren. Hun skal tjekke sin mail, men har svært ved at se, hvad der står på tastaturet og på skærmen. Hun sukker så højt, at Martin kan høre det. Han trisser ind til hende. “Hvad så, min skat?” spørger han stille. “Jeg synes, det er svært at læse, hvad der står på computeren. På telefonen. I bogen, når jeg vil læse,” svarer Aya.

Martin gør gestus til, hun skal rejse sig fra computeren, så det gør hun. Han sætter sig ned i stedet for hende og googler noget. Efter fem minutter siger han, at han har fundet en løsning til hende. Man kan åbenbart få nogle hjælpemidler til at se lidt bedre. En ny telefon, et nyt tastatur og en speciel computerskærm. “Ej, men det er da kun til dem, der er virkelig oppe i årene,” fnyser Aya. “Bestemt ikke da!” svarer Martin. Han har flere kollegaer, der bruger hjælpemidler, og er rigtig glade ved dem. Aya tygger lidt på det, men kan jo godt se, han har fat i den lange ende.

Det er nu ikke så slemt

Martin og Aya ligger i sengen. Aya lytter til lydbog. En krimi. Den er virkelig spændende, og hun har svært ved at stoppe den. Hvor er det rart, at hun ikke skal kæmpe med at se ordene klart i bogen. Hun kigger på Martin, der er i gang med en biografi.

Hun smiler. Måske er det slet ikke så slemt at blive ældre. Slet ikke når man har Martin, en krimi i ørene og lidt hjælp i hverdagen.

Synet i tal

– 67,8 % af danskerne bruger briller eller kontaktlinser
– 450.000 danskere er truet af øjensygdomme som grå stær, AMD, grøn stær, skelen og svært nærsynethed
– 65.000 danskere har alvorligt synstab. Langt størstedelen ses hos personer over 70 år
– 80 % af vores sanseindtryk kommer via synet

Tal fra 2010. Kilde: Optikerforeningen

 

Next article