Nærmest på et splitsekund forvandledes et roligt og harmonisk familieliv til et sandt mareridt. 13-årige Sandra gjorde oprør, afviste sine forældre og levede i en periode på gaden.
Af Mette Fensbo
Forhistorien er barsk og gør djævelsk ondt.
23. august 2010 står mejslet i pædagog Solvej Vestergaard Christensens hukommelse. Fra den dag bryder helvede løs i en ellers velfungerende kernefamilie med mor, far og tre børn, hvoraf den yngste er under et år, og den ældste er flyttet fra hjemmet i Høje Taastrup.
Sandra er det mellemste barn. Hun er 13 år og har altid været en meget velfungerende, sprudlende pige, der har dyrket sport og musik på højt plan. Men med ét krakelerer den tilsyneladende lykkelige facade.
”Da Sandra den eftermiddag forsøgte at forlade vores hjem med to poser i hånden for at besøge en veninde, fik jeg fornemmelsen af, at noget var helt galt. Jeg bad hende om at komme ind, og fra det øjeblik blev alt kaos.”
Sandra får et gevaldigt raserianfald, hun siger klart, at hun ikke længere vil bo hjemme og råber bl.a. ”fuck dig” til sin mor. De næste fem måneder udarter sig til en sand kamp for overlevelse. Sandra stikker med jævne mellemrum af hjemmefra og bliver bl.a. hentet af politiet på Christiania. Beruset og usoigneret. Hun pjækker fra skolen, dropper sine gamle venner, bor i perioder hos nye bekendtskaber, og lever til sidst to måneder på gaden, mens hun færdes i miljøer, hvor man – som hun udtrykker det – både skyder og klipper fingrene af folk.
Jeg følte mig tryg
”Det var så forfærdeligt. Jeg følte at jeg mistede min datter. Den pige jeg kendte. Nu ser jeg det som om jeg har to piger. Den første og den sidste, som er skidegod i dag.”
Redningen indtræffer 1. februar 2011, hvor Høje-Taastrup Kommune tilbyder Sandra plads på et opholdssted. Hun indvilger, selv om hun stadig er en pige på 14 i totalt oprør.
”For mig som mor var det en kæmpestor lettelse, at der nu var nogen, som ville tage sig af hende. Jeg kunne jo ikke gøre det godt nok. Pludselig kunne jeg slappe lidt af i min dagligdag, hvor jeg igen var begyndt at arbejde, og min yngste dreng var i dagpleje.”
Hvad har bostedet gjort for jer?
”De var professionelle og havde en stor viden på området. De så straks, at hun havde et godt fundament, og de troede på, at hun kunne komme på ret køl igen. De var aldrig fordømmende, men tværtimod tålmodige og rummelige. Og selv om hun flere gange stak af fra stedet, manede de til ro. Det havde de oplevet før. Vi havde et godt samarbejde, hvor jeg blev involveret. Jeg følte mig tryg.”
En vagtsom pige
På bostedet giver man Sandra en skolegang på hendes niveau med hensyntagen til det mentale kaos, der rumsterer i hendes hoved. Hun bliver underlagt visse regler og restriktioner og oplever, at det koster, hvis de ikke bliver overholdt. Hun får også hjælp til helt basale ting som at styre sin egen økonomi, ordne vasketøj, komme op til tiden om morgenen og se velsoigneret ud.
Sandra lever næsten fem år på bostedet. I dag har hun sit eget hjem med en lille datter på halvandet år. Hun er i gang med en uddannelse som social- og sundhedsassistent.
”Vores forhold er fint i dag. Sandra ringer næsten dagligt for at fortælle om skolen og sin datters udvikling. Hun er stadig en vagtsom pige og har en hurtig adfærd – hun kan til tider have en kort lunte. Jeg er opmærksom på, hvordan jeg reagerer. Men vi har stadig kontakten til bostedet. De mennesker har givet min datter en fremtid – reddet hende. Jeg kan takke dem for, at hun lever i dag.”