Home » Diabetes » Mette Fugl: Jeg vil ikke lade mig begrænse af min diabetes
Livet med Diabetes

Mette Fugl: Jeg vil ikke lade mig begrænse af min diabetes

Mette Fugl, Journalist og TV-vært.
Mette Fugl, Journalist og TV-vært.
Mette Fugl, Journalist og TV-vært. Foto: Anne Mortensen

I efteråret 2016 fik journalist Mette Fugl diagnosen diabetes 2. Først tog den pusten fra hende, men i dag er hun afklaret med sin sygdom, som hun ikke lader sig begrænse af.

På turen hjem fra det, der skulle have været et arbejdsophold på Tenerife i efteråret 2016, blev journalist og tv-vært Mette Fugl så dårlig, at hun måtte have iltmaske. Hele ugen forinden havde hun været overvældende træt, og benene forblev “selvlysende blege”, som hun selv formulerer det, for hun sov det meste af tiden. 

Blodprøverne, som hendes læge tog kort efter den skræmmende oplevelse i flyet, viste, at hun havde diabetes type 2. 

Frygtede blindhed og amputerede ben

Diagnosen tog øjeblikkeligt pusten fra Mette Fugl. 

“Da lægen sagde, jeg havde diabetes, blev jeg utroligt ulykkelig og skræmt. Jeg var sikker på, at nu ville jeg blive blind og få amputeret mine ben, og jeg ville dø snart, for folk med diabetes lever kortere end andre,” siger hun. 

Men ligesom vi alle kender Mette Fugl som en stærk kvinde på tv, blev hun mere og mere stædig for hver gang, lægen sagde ordet ‘kronisk’. 

“Jeg nægtede at være en kroniker og at skulle bøvle med at teste mit blodsukker tre gange om dagen resten af mit liv. Jeg fik medicin i pilleform, og så fandt jeg en diætist, der kunne hjælpe mig med at finde ud af, hvad jeg kan spise, og hvad jeg skal holde mig fra,” siger hun. 

”Jeg har heldigvis aldrig haft trang til slik. Jeg kan godt få lyst til en isvaffel en varm sommerdag, når alle andre mennesker går rundt og ser nydelsesfulde ud. Men verden går jo ikke under, hvis jeg savler lidt.”

Har droppet daglige målinger

I dag forsøger Mette Fugl at gå 10.000 skridt de fleste af ugens dage. Hun har skåret ned på de dårligste vaner. Det betyder, at hun aldrig har behøvet tage insulin. Hun er heller ikke den, der måler sit blodsukker flere gange om dagen. 

“Helt ærligt, så orker jeg ikke måle blodsukkeret hele tiden. Min læge siger, det er fint, hvis jeg får det målt hos ham hver 2. måned. Så slipper han også for, at jeg går og bliver nervøs over de mindste udsving og kimer ham ned med alle mine spørgsmål. Måske bliver jeg en dag nødt til at begynde at måle det, men indtil videre er der ingen grund til det.” 

Hendes læge har ligefrem nævnt, at hun også kan forsøge at droppe medicinen, fordi blodsukkeret blev fint.

“Men jeg tør ikke slippe medicinen helt. Jeg vil aldrig have det sådan igen, som jeg havde det på den tur hjem fra Tenerife. Det var forfærdeligt.” 

Flov over sin diabetes

En anden følelse, der ramte Mette Fugl, da hun fik diagnosen, var skam. 

“Jeg syntes, det var utroligt pinligt at få “gammelmandssukkersyge”, som en ven formulerede det. Det er jo en livsstilssygdom, så jeg måtte jo selv havde været ude om det med min vidtløftige livsstil,” siger hun og fortsætter: 

“Selv om sygdommen også kan komme af stress, chok, depression og være arvelig, skammede jeg mig. Første gang, jeg skulle på apoteket og hente min medicin, følte jeg mig nærmest som en teenager igen, der skulle ned og købe kondomer.” 

Hun ved dog godt, at det er fjollet at tænke sådan. I hendes tilfælde er der sandsynligvis en del arvelighed forbundet med diagnosen, da både hendes far og farmor havde sygdommen. Og nu er hun kommet videre. 

“Da jeg begyndte at fortælle andre om min diagnose, opdagede jeg hurtigt, hvor mange mennesker der har diabetes. Og jeg indså, at hvis vi tør tale med hinanden om det, så kan vi lære af hinandens erfaringer. Derfor nægter jeg at acceptere det tabu, og jeg ser heller ikke længere nogen grund til at spekulere over, hvorfor jeg har fået diabetes. Nu er det her, og så må jeg forholde mig til det.” 

Mange spørgsmål til rejser

Mette Fugl er ikke typen, der ringer i forvejen til et middagsselskab og spørger ind til maden eller beder om særlige retter. 

“Jeg er fokuseret på ikke at lade mig begrænse af min diabetes,” siger hun og nævner også sin rejselyst som noget af det, hun har holdt fast i. 

“I starten havde jeg mange spørgsmål til, hvordan man gør, når man skal ud at rejse. Må jeg tage medicinen med? Skal jeg have en lægeattest? Hvad hvis maden er for slem? Bliver jeg syg igen, ligesom på turen hjem fra Tenerife? I dag tror jeg godt, jeg kan finde ud af det, men jeg tager nok ikke lige til Afghanistan foreløbig,” siger hun.

Next article